søndag den 8. februar 2015

Bergebyløpet og Ole banker på døren?




Torsdag formiddag, var børnehaver og skoler i byen inviteret til at deltage i Bergebyløpets afgang fra Vadsø. Bergebyløpet er en hundeslæde løb, hvor den længste distance er på 650 km.

I løbet af dagen fik vi også talt med en journalist fra Finnmarken (avis), og fik taget billeder af os sammen med hundene. De billeder endte også på nettet, og I kan se dem her på Finnmarkens hjemmeside. Vi er på hele tre billeder. Så det er bare kigge dem igennem. (tryg på den røde skrift, så ender I på rette sted:-)



Dagene op til løbet, blev der i børnehaven produceret islygter i stor stil, som skulle være med til at skabe stemning i byen, når hundene skulle løbe forbi.

På selve dagen gik vi ned med de største børn, for at suge stemningen til os før start. Vi var knap nok kommet ud af børnehaven før vi kunne høre alle hundene gø helt fra byen. Starten skulle være ved biblioteket, og da vi kom derned, blev vi enige om at holde lidt afstand, da både hunde og førere sikkert var spændt og fokuseret på den snarlige afgang. Der gik dog ikke lang tid, før vi så en anden gruppe med børn, gå ind på pladsen hvor de gjorde klar, SÅÅÅ, vi fulgte hurtigt deres eksempel, og heldigvis for det. Da vi havde gået lidt rundt inde blandt biler og hunde, mødte vi en hundeslædefører, der var i fuld gang med at klargøre sit hunde spand. Han spurgte om ikke vi havde lyst til at komme og hilse på hundene. Så der stod vi, sammen med førehunden fra sidste års vinderhold, og kløede den bag ørene. Samtidig fik børnene også tid til at stille spørgsmål, og for en mand som der stod på kanten af at skulle ud på en 70 km. etape, havde han rigtig god tid til at svare på ALLE deres spørgsmål, og tålmodighed der her må komplimenteres.







Da starten nærmere sig, blev vi bedt om at stille os langs kanten af løypen, og gerne helt op til, for at danne et "hegn", for hundene, at følge. Og så var det bare at vente. Børnene var super spændte, og uden at overdrive, så var jeg også. Jeg fik også et sug i maven da det første hundespand susede forbi os. Er du helt færdig, de kan få fart på. Kort tid efter de var forbi os, skulle de op af en stejl bakke. Vi havde snakket om, at det da var synd, at skulle starte løbet ud med en stor stigning, men en kollega, som så løbet oppe fra bakken, fortalte at hundeslædeføreren stod på bremsen hele vejen OP, for at sænke farten, men at det ikke så ud som om det havde den store effekt på hundene, som endelig havde fået lov til at gøre det de er bedst til, løbe og trække.. Helt utroligt.

Sikke en dag. Er der noget at sige til at jeg nyder mit arbejde heroppe, når det her er en del af min hverdag.




Desværre blev Bergebyløpets utidigt stoppet, lørdag formiddag, på grund af de dårlige vejrmeldinger. Vi fik i løbet af lørdag aften besøg af Ole, som stormede forbi, med sne og vind op til 31 m/s, så det turde ikke tage chancen for at nogen blev fanget på fjeldet, i det vejr. Og som "overlevende" efter Ole, så må jeg sige at det helt sikkert var den rigtige beslutning. 

Her er billeder af os, efter snerydning og Ole på nært hold.


Herhjemme fik vi udfordringerne at mærke, da vi bare i løbet af en times tid, flere gange måtte ud og skrabe døren fri, efter, med alt vores vægt, at få skubbet døren op, så vi netop kunne komme os ud (og det siger ikke så lidt ;-) Da vi endelig valgte at "gå til ro for natten" vidste vi at det var med en risiko for at være sneet inde her til morgen (søndag). Og netop sådan gik det. Der var ingen chance for at få døren op, så ud af vinduet det gik, for at kunne grave os igennem sne masserne, og frigøre døren. Men hvad gør man så, når man har to hunde der ikke har været ude før tidligt aftenen før på grund af vejret, og de derfor af naturlige årsager, har brug for at komme ud. JO, man løfter dem simpelthen ud, en efter en, gennem vinduet, og henter efterfølgende dem ind samme vej igen. He he.. Så kan det godt være lidt svært at forklare dem, at vi ikke vil have at de sætter poterne i vindueskarmen, for bedre at kunne se ud...


Her er udfordringen som mødte os. Vores dør er over ved lyset som er tændt.


Filmet ud af vinduet. I kan høre Dan allerede gruer sig for at skulle ud og skovle igen... :-D

fredag den 6. februar 2015

Likkhu beivviin!




Lihkku beivviin! til alle de samere der idag fejre deres nationaldag.

Dagen bestod for mig, i børnehaven, af samling med samiske sange, børne"teater" om den samiske trold Stallo, bidos og gakko (rensdyr suppe og pandebagt brød) til lunsj og min dygtige student med samiske aner, viste sin flotte kofte (kjole), skaller (vintersko af skind) og andre spændende sager frem.

Bemærk OG beundre venligst alle de samiske ord jeg har fyldt teksten med. Jeg har brugt lang tid på at lære dem, så skal de også vises frem.. 

mandag den 19. januar 2015

Velkommen tilbage

Knap nok føler vi at vi er landet og kommet i gang med hverdagen herhjemme i nord, før vi skal sige velkommen til en savnet gæst... Solen er tilbage..


Nu var vi så heldig, i år, at solen ikke var så genert, så da vi var i Danmark på juleferie fik vi faktisk set en masse til solen. Ja faktisk så meget at vi nåede at blive lettere irriteret på den lave sol, som mere eller mindre gjorde det umuligt at holde øjnene åbne når vi skulle køre. Men any way.. Solen blev idag på arbejde fejret med solfest. En solfest i vores børnehave består først af en samling for hele huset ude, med tændte islygter, som vi selv lavede i sidste uge. Det vil sige, de lygter som ikke blev knust af klumrede hænder som er pakker godt ind i vanter og luffer for at holde varmen. Til samling hørte vi om solen og sang solsange så højt at solen kunne høre at vi havde lyst til at se den. Efter samling blev det tid til at lege, og da, pludselig dukkede den op bag fjeldet. Til lunsj spiste vi hotdogs, og eftermiddags maden blev solboller, som er søde hvede boller med vanille creme på toppen, pyntet med glasur og kokos.

Selvom jeg i julen fik set solen i stor stil, vil jeg dog sige at spændingen ikke var mindre af den grund. Det er noget specielt det at opleve solen, bare kigge op over fjeldet, men ikke rigtig være oppe alligevel. Nu kan vi se frem til flere lyse timer og en himmel som brænder tusinde farver. Jeg siger ihvertfald hjertelig velkommen til det nye år i Vadsø. 

torsdag den 11. december 2014

Mørketid?

Klokken er halv otte om morgenen, og vi er på vej til Kirkenes. Der bælgravene mørkt og sneen pisker, som warp speed i Star Trek, mod forruden. Ser jeg ind over land kan jeg fornemme terrænet bakke sig op og ned, da laget af sne er med til at lysne på landskabet. Ser jeg der imod ud over vandet, er der intet at se. Hvis ikke det var fordi jeg vidste, at der på den anden side af fjorden ligger et bælte af fjelde, ville jeg ikke have nogen chance for at vide, at det var den udsigt man blev snydt for. Helt sort, ingen tegn på lys..

Ja ja, dramatisk kan man få alt til at lyde hvis man ligger ordene rigtigt. Mange spørg mig, ikke kun fra Danmark, men også folk heroppe fra, om hvad jeg syntes om mørketiden. Hvordan jeg klare det, og om ikke det er hårdt at gå rundt i mørke hele dagen? Eller rettere, efter jeg har overlevet min første mørketid til UG, cirka samme tid sidste år, går spørgsmålene i overvejende grad mere på hvordan Dan klarer det.. Men det at køre halv otte om morgenen i mørke er jo ikke så anderledes end hvad vi er vant til fra Danmark. Rigtig nok, solen er stoppet med at så op, og vi har ikke set den i godt og vel tre uger nu, men så stopper forskellene egentlig også der. Mørke tid, er modsat populær overbevisning ikke kul-sorte dage. Vi har det man kalder "den blå time" midt på dagen, hvor solen alligevel er så tæt på horisonten, at himmelen bliver lyst op i de mest fantastiske blå nuancer. På hver side af "den blå time" er der egentligt også, jeg vil ikke kalde det lyst, men gråt. Lige præcis som vi er vant til vinteren er i Danmark. De lysere timer er dog i sammenligning færre end i Danmark. Men det at solen ikke er oppe, er nødvendigvis ikke så mærkeligt. Hvis I tænker over det. Hvor mange dage kan I så der hjemme i Danmark, gå uden at solen kigger frem bag de mørke skyer? Nu har jeg altid været glad for vinterhalvåret, og syntes bare de mørke måneder er hyggelige. Derimod er Dan anderledes sommermenneske, og derfor har mørketiden også været noget mere spændende for ham. Men nu efter et stykke tid med mørke, kan jeg med glæde fortælle at det går godt. Han syntes slet ikke det er så slemt, og som han siger "i Danmark var der mørkt når jeg kørte på arbejde og mørkt når jeg skulle hjem, det er jo ikke anderledes heroppe". Rigtig nok. Når du sidder på et kontor hele dagen ser du alligevel ikke rigtig hvor lyst der er udenfor. Så om det er en eller 8 timers lys du går glip af, kommer vel ud på et..

Dejligt billed fra vores "blå time"


tirsdag den 4. november 2014

Rejsen gå til Rusland


Nu skulle man tro at jeg havde fået stillet min rejse lyst for en stund, men nej.. Da jeg fik muligheden, med arbejde at tage en tur til Murmansk, skulle der ikke mange sekunder til for at overtale mig til at tage med. Og denne beslutning blev faktisk taget allerede tilbage i efteråret sidste år, men blev af praktiske årsager ikke til en realitet, før dette efterår. Så kufferten blev pakket, snacks, drikkevare og film til den lange køretur blev ordnet, til afrejse torsdag d. 9. oktober.

Vi var fire stykker fra arbejdet der i samarbejde med Finnmarks Røde Kors, tog turen over grænsen. Vi ankom sen på aftenen, efter 8 timers køretur, og derfor var udsigten fra bussen begrænset til farverigt lysshow fra gadelygter og neon skilte i alle regnbuens farver, der fyldte byens store gader. Efter kort visit på vores hotel, var det tid til aftensmad. Vi fandt en restaurant, der, hvis jeg skal sige min ærlige mening, var en smule stilforvirret. Jeg ved ikke, men blandingen af en gammelbil over baren, kobber pander og store træer, har i mine øjne ikke den store sammenhæng, men jeg vil så til deres forsvar sige at de lavede et super borsjtj (rødbede suppe). Nå, men baggrunden for rejsen til Murmansk, var at vi i vores børnehave er venskabs børnehave med en russisk børnehave. Vi har i længere tid haft kontakt over mail, hvor vi informerer hinanden om vores arbejde og hvad vi laver med børnene. I den forbindelse syntes vi det kunne være interessant, at besøge den russiske børnehave. Så om fredagen kørte vi fra hotellet med vores tolk Sergei, som skulle være med os hele dagen. Det var en dag med rigtig mange indtryk, som vi stadig taler om her hjemme. Det var en øjenåbner i forhold til mange ting i forhold til vores egen pædagogiske praksis.

Ud over vores faglige program blev der også lidt tid til at se på byen. Desværre alt for kort tid, og jeg kan derfor også sige med sikkerhed, at det ikke er sidste gang jeg besøger Murmansk. 
   Murmansk er en forholdsvis ung by som blev grundlagt i 1916 under første verdenskrig, men fik først navnet Murmansk som vi kender det idag efter oktoberrevolutionen i 1917, hvor byens indbyggertal allerede havde rundet 10.000. Byens havn har helt fra begyndelsen fungeret som handels-havn, men efterfølgende også som fiskeri- og trawlerflåde-havn. Byen er idag den største nord for polarcirklen med cirka 350.000 indbyggere. 

Det er en lidt sjov by egentlig, for på afstand ligner det et enormt stort industrikvarter. Masser af lejligheds komplekser i en lækker grå nuance. I den tid jeg var der, så jeg ikke et eneste hus. Bare høje bygninger med masser af lejligheder. Men den opfattelse blev dannet på meget kort tid, så for at gentage min egne ord, så skal jeg helt sikkert tilbage, for der er meget mere at udforske i byen, som gemmer sig længere væk fra de store gader, som jeg desværre af tidsnød ikke kom langt væk fra. Alt i alt handlede turen om at bruge tiden så effektivt som muligt. Der er nu alligevel noget fascinerende med Rusland. Den charme en lille cafe i en ombygget skurvogn placeret i en barak-by, også af gamle skurvogne, er vanskelig at finde andre steder. Vi stod der i kø blandt soldater og russere, hvor der står en mand med et smørret grin, som gebrokkent prøver at udtale "sprachen Sie deutsch?", for efter at få svaret "einbishen", vælger at spørge "speaking you english?", det giver da noget at smile af :-)



Jeg har samlet nogle billeder fra byen herunder, for at vise bare lidt af alle mine oplevelser. 




tirsdag den 14. oktober 2014

Så er sneen kommet

Jeg sidder her og se ud på lyset fra lygtepælene, hvis gule lys flakker fra de store snefnug som stille lister sig forbi og ned mod jorden. Det er som om at tiden går i stå, når sneen kommer.

Lige nu står temperaturen på -4 grader. Vinteren er kommet til Vadsø, og den er kommet for at blive..

 

lørdag den 4. oktober 2014

Det er slagte tid...

Før jeg begynder, vil jeg beklage hvis jeg støder nogen med de billeder der vil blive vist, hvis I vælger at se slideshowet længere nede.


Heroppe er rensdyr ikke et dyr man kan håndfodre med dyrefoder, købt ved indgangen til dyreparken. Her er rensdyr, på lige fod mede kvæg der hjemme, opdrættet til slagtning. Ganske vist er forholdende, i hvilke denne opdrætsvirksomhed foregår en helt anden, end de stalde og indhegnede områder til græsning. vi er vant til at se. Men ikke desto mindre er der i bund og grund tale om samme formål for dyrene. 
   Jeg har siden jeg så mit første rensdyr i den frie natur, på vores rejse herop gennem Finland, haft en forkærlighed for disse dyr. Senere at opdage, at de selv samme dyr var at finde i min egen baghave, dét gjorde kun mit indtryk af min, nu hjemby, endnu mere komplet. Hvad kunne jeg ønske mere, end at finde rensdyr på en helt almindelig gåtur med Nova. Ja, jeg siger Jer, at mit kamera ikke fik lov at hvile, når det flotte dyr var i nærheden. Jeg havde ikke skænket det en tanke, at rensdyret egentlig blot var til stede for senere på efteråret at blive jaget sammen, mærket og slagtet. På trods af min forkærlighed for rensdyret, som jeg selv den dag i dag, ser som et magisk dyr med gode forbindelser til julemanden ;-) er jeg ikke for fin til at påskønne, det slagtningen er med til at give os - "Mad på bordet og skind i den kolde vinter". Derfor var jeg også utroligt begejstret, da jeg med arbejdet fik mulighed for at tage de største børn med på fjeldet i Krampenes, for at se hvordan det går til, når rensdyr bliver slagtet. Da jeg sad i bussen sammen med 13 spændte børn, så jeg for mig to ønsker blive opfyldt. Det første ønske handlede om at vise og lære børnene om, hvad der egentlig gør at vi kan spise kød hver dag. At selvom vi kun fik set slagtning af rensdyr, er det en vigtig lektie, at være klar over hvordan verden hænger sammen. At lære børn at kød ikke kun er noget der kommer fra køledisken, men at det rent faktisk er noget der kommer fra et levende dyr. For det andet var det et personligt ønske der blev opfyldt, da jeg nok var mere spændt end børnene :-D

Rensdyr er den eneste type af hjortedyr, hvor både hannen og hunnen har gevir. Hannen kaster sit gevir i december/januar, hvor hunnen først kaster det maj. Hunnen kan derved lettere skaffe sig adgang til føde i vintertiden, som er perioden hvor fostret vokser. Når rensdyret går, høres en klik-lyd, som gør det nemmere for flokken at holde sammen i dårligt vejr. Neden for har jeg lagt en lille video jeg filmede af en af de store flokke der var samlet. Hvis I hører godt efter og ignorere mit gebrokken norske, vil I kunne høre deres knirkene hove.


Ved slagtningen så vi ikke selve aflivelsen, som foregår med kniv, men så hvordan de fjerne indvolde og skind, før dyret tages til slagtning under rene forhold, for at kunne bruge kødet. Men den process vi var vidne til er også, i mine øjne, den mest interessante, da man stadig i det stadie kan se at det er et "ægte" dyr.  Jeg har lavet et slideshow med en del billeder af det vi fik lov at se. Nu er jeg rigtig glad for at tage billeder, som I måske allerede har regnet ud, og det er uanset hvad motivet måtte være. Det betyder også at der er billeder ind i mellem, som ikke alle vil kunne se der flotte i, men som jeg svarede en dreng som spurgte mig "Charlotte! Hvorfor er det du tager billeder af det som er rigtig ulækkert?", så tager jeg billeder "for at tage oplevelsen med mig hjem". 

God fornøjelse.