jeg skal bare lige...

Sådan syntes jeg det starter hver aften når jeg skal ud med Nova, inden jeg skal i seng. Jeg skal bare lige... have Nova ud, så jeg nøjes med at tage jakken på, og behøver ikke at spænde mine støvler.. Så komme jeg ud, og ser at der er nordlys på himlen. Først går jeg hurtigt ned til enden af vejen, for at komme lidt væk fra lyset så jeg bedre kan se. Efter at have stået i ti minutters tid i kulde grader under de minus 20 grader plus vinden der blæser, hvilket giver effektive kuldegrader omkring de minus 30, begynder jeg at kunne mærke kulden bide i mine lår, og med følelsen af at mine øre er ved at falde af. Jeg skynder mig hjem. Jeg skal jo lige bruge kameraet så jeg kan tage nogle billeder af det smukke nordlys. Mens jeg er inde tager jeg godt nok hue og vanter på... Men jeg har ikke tid til at tage overtræksbukser på. Så lad os bare sige det sådan, at jeg ikke kunne mærke mine lår da jeg endelig kom ind under dynen.. Jeg skulle jo bare lige..

Det er også blevet den tid hvor solen er tilbage heroppe. Solen var egentlig oppe for første gang i forrige weekend, men vi fik den først at se midt på ugen, da der har været meget tåget og overskyet på det sidste. Når man efter mørke tiden for første gang ser solen, har man tre ønsker, der skal siges eller tænkes inden solen går ned igen. Det resulterede så i at jeg måtte stå med ryggen til solen et øjeblik for at kunne beslutte mine tre ønsker :-) Selvom solen officielt er tilbage er det langt fra hver dag at vi er så heldige at se den. Så jeg oplever stadig at børnene på arbejde bliver helt gearet op, når solen så kommer. "VI KAN SE SOLEN, nu er solen kommet tilbage..." Her er det ikke vigtigt at fortælle ungerne at den faktisk har været her i over en uge. Det gør jo ingen forskel.

Med snuden i sneen

Det er dejligt med alt det sne. Det syntes Nova især. Det er utroligt, hvor travlt hendes lille snude er beskæftiget med at grave sig langt ned i den dybe sne, for at finde gud ved hvad... Det eneste jeg kan tænke er på at hun da på et tidspunkt må få forfrysninger. Bare et øjeblik for mine hænder udenfor vanterne, er nok til at jeg kan mærke kulden og smerten der kommer efter. Og har jeg en sjælden gang mine bare hænder i sne den frysende sne, ja så kan det ikke gå hurtigt nok med at få vanterne på igen.

Jeg har ikke noget spændende at berette i aften, jeg ville blot dele et par billeder med Jer. Herunder kan ses den udsigt jeg har fra min vej ind over byen. En smuk aften, med en strålende måne. Byen er så smukt oplyst i de mørke timer. Jeg kan få lang tid til at gå, bare med at se på udsigten og tage det hele ind. Jeg har efterhånden været heroppe i seks måneder, men udsigten er endnu ikke blevet hverdag for mig... og jeg håber heller ikke den bliver det.

skulle du ud...?

Jeg var ude at gå igår... Der var iskoldt, mens klart i luften. Nova og jeg ville gå en lang tur gennem byen. Der er noget helt specielt ved at gå en fredag aften i Vadsø. Ro. Man ser næsten ikke en bil på vejene. Helt stille. Når jeg en gang i mellem stod stille, var det kun når Nova havde fået færten af noget under sneen, og skulle udforske yderligere. Men der skete noget når jeg stod stille. Der blev en helt utrolig ro, som det sjældent høres. Mine knirkende skridt i sneen, og vinterbukser der suser når de rammer hinanden ophørte, og det eneste jeg kunne høre, var Novas snusen i sneen. Jeg elsker sne, og heldigvis for det, for vi har rigeligt af det. Der er noget specielt ved at gå ude i et vinterlandskab der ligner noget fra et postkort. Det optimale vinterlandskab. Det ser næsten uberørt ud, med de hvide veje og sne dynger der pryder kanten af gader og stier. Sne der hænger fra grenene, der strungt prøver at holde sig oppe, men er lige ved at bukke under for vægten af det tunge sne. Det er ægte vinter, som jeg aldrig har oplevet det før.

Det skal dog nævnes at der også er en mindre bagside ved alt den dejligesne... Snerydning... Jeg er sikker på alle derhjemme ved hvor slidsomt og frustrerende det kan være at rydde sne. Men ingen mere end mig, har nu fået indgående forståelse for mænds modstand mod snerydning (jeg skriver mænd da det, indrømmet, er blevet en del af mænds pligter at sørge for ryddet indkørsel og pletfrige fortove). Men jeg vil dog påstå at jeg oplever den mere ekstreme grad af snerydning. Jeg bor på nederste etage i et tre etagers hus, med min yderdør inde i en krog... og en dør der åbnes ud af. Den anden dag skulle jeg ud med Nova. Jeg gjorde som jeg plejer. Tager vintertøvlerne på, jakke, hue og vanter. Jeg tog forsigtigt i håndtaget, men... Døren rokkede sig ikke. Min første tanke var at jeg ikke havde fået låst op, men nej, det var ikke problemet. Jeg tog igen i håndtaget, men denne gang lagde jeg skulderen mod døre og skubbede med hele min vægt, og døren begyndte forsigtigt at åbne sig, men bare en lille smule. Flere af disse forsøg efterfulgte, og jeg fik døren op, så jeg netop kunne presse mig ud, og se den mængde sne jeg havde skulle flytte for at komme ud. Jeg fik placeret Nova ude i forhaven, mens jeg greb sne skovlen, og begyndte at fjerne sne. Det tog sin tid men jeg blev dog færdig. Efter nogen timer, blev det igen tid for at Nova skulle ud. «Same procedure as last year». Døren ville igen ikke gå op. Det tog denne gang endnu flere forsøg for at komme ud, og jeg kunne på ny gribe skovlen og fjerne sne. 

Når det sner, så sner det. Men det er ikke nødvendigvis det værste. Det værste er når der samtidig blæser. Den fine sne bliver flyttet rundt, og finder sig nye hjem.. det gerne lige foran min dør. Men pyt. Det er jo gratis træning. Jeg er dog begyndt at stå noget tidligere op om morgnen, for at sikre mig tid til at skovle mig ud. Det er heldigvis ikke nødvendig hver dag :-D

Frem og tilbage er lige langt..

Så er en juleferie i Danmark slut, og første arbejdsdag i det nye år er vel overstået.

Men på trods af at jeg sidder her foran computeren i min lejlighed, føltes det endnu ikke som om jeg helt er landet. Jeg har så længe ventet på den "lange" juleferie jeg skulle hjem og holde i Danmark, og nu er den forbi. Jeg skriver "lange" i gåseøjne, da de ti dage jeg havde hjemme, lige nu føltes som blot et øjeblik... Tænkt at man ligger hovedet på puden i Randers den ene dag, for dagen efter at gøre nøjagtig det samme på en pude, bare 2700 km. væk.

Men sikke en juleferie det har været. Det startede den 21. december, helt tilbage i 2013. Dette var dagen hvor jeg og Nova skulle flyve den lange vej fra Vadsø til Danmark. Denne rejse var Novas første fly rejse, så det var med spænding og nervøsitet i hjertet at vi gjorde os klar til at forlade lejligheden. 

Okay.. Indrømmet... Det lyder måske en SMULE dramatisk. Men jeg lover Jer, det er ingen ting i forhold til hvordan jeg havde det. Den første del af rejsen var uden tvivl den værste. Jeg er overbevist om at stewarden var meget bekymret for mig. Han sad i hvert fald og holdt meget øje med mig. Jeg kan dog også kun forestille mig hvor bleg og dårlig jeg så ud, jeg var jo sikker på at Nova næsten var ved at dø af skræk, der i lastrummet. Men nej, heldigvis... det gik jo alt sammen alligevel. Da jeg skulle hente Nova i Billund Lufthavn, var hun glad og tilpas. Det var bestemt ikke til at mærke på hende at vi havde tilbragt 11 timer adskilt med besøg på fem lufthavne, transporteret af fire fly.

Med denne rejse hjem, oplevede jeg også mit første solskin i over en måned. Billedet kan ses oven for. Wow.. Det var i flyet fra Kirkenes til Oslo, og jeg kunne se vi kom nærmere og nærmere solen, da himlen blev stadig mere oplyst og farverig. Jeg ventede i spænding, og tog endda mig selv i et par gange at løfte mig op fra sædet, i forsøg på at se over horisonten. Dette dog uden det store held, som I sikkert kan forestille jer.. ;-) Uden nogen indflydelse fra om min bagdel var placeret i sædet eller ej, kom flyet alligevel på egen hånd så langt syd på, at solen steg op fra skyerne langt fremme. Wow.. Solen.. Det var helt bestemt en speciel oplevelse, da jeg ikke før har prøvet, ikke at se solen i så lang en periode.. Men ikke desto mindre, tror I så ikke, at efter de første indtryk og varme af solens stråler havde ramt mit ansigt, valgte Charlotte at rulle ned, for hun var træt, og at få solens stråler lige i fjæset har det med at gøre det lidt vanskeligt at sove. Glædeligt gensyn, siger jeg bare :-) ...men heldigvis skulle jeg hjem til Danmark hvor solen hverdag er oppe i mange timer, så jeg fik jo rig mulighed for at se den igen og igen og igen og ...eller hvordan var det nu. Nå jo, regn og overskyet langt de fleste dage :-D Det er jul i Danmark...

Endelig i Danmark. Første stop, mor og far. Nu blev det jo halv sent jeg kom til landet, men på trods af det havde alle mors søskende, efter en lang julefrokost, valgt at blive til jeg kom hjem, så jeg fik sagt hej til alle. Skønt... Hvor er det pudsigt, at efter så lang tid, hvor jeg ikke har været hjemme, var det det mest naturlige i verden at jeg den aften sad hjemme hos mor og far, som jeg jo har gjort så mange gange før. Og Nova... ja hun havde bestemt heller ikke glemt noget. Som en anden Flintstone kunne man høre hendes poter glide på det glatte parketgulv, i svingen op mod køkkenet. Og der blev ingen ro, før hun havde fået til rugbrød, som mor altid plejer at give hende. Endelig hjemme...

Juleferien havde et tæt pakket program det stod på tre julefrokoster, to fødselsdags fejringer, en juleaften, en biograf tur samt et nytår. Det positive ved komme til så mange arrangementer, er at jeg fik set rigtig mange af de mennesker jeg jo ikke ser så tit, på meget kort tid. Jeg ville gerne have uploadet flere billeder, men det er som om mit kamera har fået en virus, i form af en lækker dreng, ved navn Malte :-) 

Men nu er jeg tilbage i Vadsø, efter en fin flyvetur hjem, hvor jeg fik lov til at flyve ved siden af det legende Nordlys.. Det er altså en oplevelse... Godt jeg havde vindues pladsen. Der er været et par plus grader heroppe men jeg har været væk, så det øverste lag sne er forvandlet til SPEJL glat is, der gemmer sig under et nyt fint lag sne. Så chancen for at glide når man går ude er cirka 100% :-/ Så det er på med kæderne under støvlerne, så jeg har en chance for at stå fast. 

Det nye år er skudt i gang, og det bliver spændende at se hvordan det nye vil forme sig. 

Rigtig godt nytår til alle!!