Velkommen til min nye hjemmeside

Jeg har fået ny hjemmeside, hvor jeg for fremtiden vil skrive mine blogindlæg og dele billeder. Tryk på linket nedenfor, for at komme frem :-) Der har jeg skrevet en kort intro om hjemmesiden.

www.charlottelund.com

Ohøj, hvaler i sigte...

Selvom vi med hastige skridt nærmer os september, føler jeg først nu at vi er ved at komme os over sommerferien. Vi har været så heldig at have to besøg, side om side, i august, som har forlænget vores følelse af sommerferie. Hvor heldig kan man være :-)

Første besøg var af Jes og Mette, Dans bror og hans kæreste. De havde taget vejen fra hytten i Sverige, i bil,  op til os og havde blot tre dage her, før rejsen igen tog dem syd over. Så vi måtte være effektive i at vise Vadsø og Varangers bedste sider frem. Så vi startede med en tur til Hamningberg. Nu skal det her nævnes at min mand kommer fra en familie af første klasses natur og dyre spottere. Så vi kom ikke mere end tyve kilometer, før Jes med stor iver udbrød "hval, Hval. DER ER HVAL!". Jeg vil ikke kalde mig selv en stor skeptiker, men jeg sad alligevel men en lille følelse af, at det kunne da ikke passe. Jeg har boet er i TO år nu, og det har endnu ikke lykkedes mig at se hval, på trods af flere kollegers fortællinger om at have set flere. Det handler om timing, forstår I.. Men rigtig nok. Et blås steg op af vandet, efterfulgt af en rygfinne fra, som vi senere gennem grundig research fandt ud af var, en pukkelhval. Det sug det gav i maven da vi så det, kan ikke gengives her, men tag mit ord på at det var fantastisk. Det var som om hjernen slog fra, og vi sad der og masede over hinanden med kamera og kikkert, for få en syn af dyret ud af bilens venstre side..... Når vi egentlig bare kunne være gået ud af bilen  :-/ Vi kørte lidt frem og tilbage, for at finde det helt rette sted for optimalt udsyn til hvalen, da vi og vores gæster linede os op på en række med hver sit kamera, i bedste turist stil, for at få det første billede i kassen. Og her er det, mine damer og herrer. En hval og fire MEGET tilfredse tilskuere.

Egentlig tror jeg vi kunne have kørt hjem den dag, og stadig haft en meget tilfredsstillende dag, men vi havde et mål, så vi kørte videre til Hamningberg. For de som ikke har gjort det, kan det stærkt anbefales. Det er en utrolig tur, med så store forandringer i både fjeld og vækst.

Deres ferie dage afsluttede vi på Vadsøya for at se luftskipsmasten, og til vores store overraskelse, syntes af rygfinnen til en vågehval. Vi havde nogle rigtig dejlige dage, og håber at de har lyst til at komme igen. Man skal huske at sætte pris på dejlige gæster. På gensyn til Jes og Mette, og velkommen til Poul og Kirsten tre timer senere..

To be continued..

Godt at se dig :-)

Det at sidde på kanten, langt væk fra alt og alle. Ikke en bil eller et mennesker i nærheden, mens man lytter til bølgernes beroligende skvulpen mod vandkanten, og den overdøvende skræppen fra mågerne, der til sammen bliver til den smukkeste melodi i midnatssolen. Det er da, at man mærker hvorfor det er godt at komme væk. Godt at mærke roen ramme dig som et slag, for her er der ingenting der kan stresse dig. Ingen tanker om arbejde får lo at passere, når du sidder og ser på fårene lege find Holger i græsset. Længe kan du have set på viderne uden at ligge mærke til den flok på knap ti får som pludselig står midt i billedet. Da kobler jeg af, som jeg aldrig har gjort det før. Man taler om meditation og tankens kraft, men jeg tror den bedste meditation er den der opstår helt af sig selv, når du giver dig hen i naturen rundt om dig. Den kræver ingen ting af dig, men kan give dig alt, hvis du bare har tid til at ligge mærke til det.

Jeg har længe gået rundt, og ikke kunne beslutte hvordan jeg skulle starte dette blog indlæg, når så lang tid er gået. Jeg havde tænkt på at starten indlægget med en undskyldning om hvordan tiden bare er forsvundet for mig, nu da hverdagen er sat ind. Men det vil helt ærligt være forkert. For jeg ønsker ikke at undskylde, for at tiden flyver, i den bedste tid af mit liv. Ja, hverdagen har sat ind, og jeg elsker det. Dan er kommet herop, og jeg elsker det. Tiden går, når man har det godt (en god kliché, skal man ikke stå tilbage for :-). Der er sket så mange ting i dette forår, der nu begynder at gå mod enden. Ja, vi snakker fortsat til dels om forår. En af de første ting jeg bemærkede da jeg begyndte at arbejde heroppe var, da vi skulle have en daglig samling med børnene om dagen, måneden, året og ja, vejret. Jeg studsede over en dag at komme på arbejde midt i oktober, og mine kolleger havde fjerne efterårs billedet, og erstattet det med det fineste vinter motiv. For nu var det vinter. Årstiderne følger ikke kalenderen som jeg er vant til fra Danmark. Her er sommeren kort, efteråret endnu kortere, vinteren er meget lang, og det er som om foråret aldrig rigtig bliver til sommer.



   Her i foråret har vi haft masse besøg. Jeg er så heldig at have familie der har tid og lyst til at rejse den lange vej, og derfor har vi haft glæde af både Elisabeth i februar og mor og far i maj. Der i mellem har vi også haft besøg af en af mine veninder fra Oslo. Neden for vil der være en slideshow med en masse billeder fra hele denne lange tid, og jeg vil glæde mig til at fortælle mere næste gang :-)

Bergebyløpet og Ole banker på døren?

Torsdag formiddag, var børnehaver og skoler i byen inviteret til at deltage i Bergebyløpets afgang fra Vadsø. Bergebyløpet er en hundeslæde løb, hvor den længste distance er på 650 km.

I løbet af dagen fik vi også talt med en journalist fra Finnmarken (avis), og fik taget billeder af os sammen med hundene. De billeder endte også på nettet, og I kan se dem her på Finnmarkens hjemmeside. Vi er på hele tre billeder. Så det er bare kigge dem igennem. (tryg på den røde skrift, så ender I på rette sted:-)



Dagene op til løbet, blev der i børnehaven produceret islygter i stor stil, som skulle være med til at skabe stemning i byen, når hundene skulle løbe forbi.

På selve dagen gik vi ned med de største børn, for at suge stemningen til os før start. Vi var knap nok kommet ud af børnehaven før vi kunne høre alle hundene gø helt fra byen. Starten skulle være ved biblioteket, og da vi kom derned, blev vi enige om at holde lidt afstand, da både hunde og førere sikkert var spændt og fokuseret på den snarlige afgang. Der gik dog ikke lang tid, før vi så en anden gruppe med børn, gå ind på pladsen hvor de gjorde klar, SÅÅÅ, vi fulgte hurtigt deres eksempel, og heldigvis for det. Da vi havde gået lidt rundt inde blandt biler og hunde, mødte vi en hundeslædefører, der var i fuld gang med at klargøre sit hunde spand. Han spurgte om ikke vi havde lyst til at komme og hilse på hundene. Så der stod vi, sammen med førehunden fra sidste års vinderhold, og kløede den bag ørene. Samtidig fik børnene også tid til at stille spørgsmål, og for en mand som der stod på kanten af at skulle ud på en 70 km. etape, havde han rigtig god tid til at svare på ALLE deres spørgsmål, og tålmodighed der her må komplimenteres.







Da starten nærmere sig, blev vi bedt om at stille os langs kanten af løypen, og gerne helt op til, for at danne et "hegn", for hundene, at følge. Og så var det bare at vente. Børnene var super spændte, og uden at overdrive, så var jeg også. Jeg fik også et sug i maven da det første hundespand susede forbi os. Er du helt færdig, de kan få fart på. Kort tid efter de var forbi os, skulle de op af en stejl bakke. Vi havde snakket om, at det da var synd, at skulle starte løbet ud med en stor stigning, men en kollega, som så løbet oppe fra bakken, fortalte at hundeslædeføreren stod på bremsen hele vejen OP, for at sænke farten, men at det ikke så ud som om det havde den store effekt på hundene, som endelig havde fået lov til at gøre det de er bedst til, løbe og trække.. Helt utroligt.

Sikke en dag. Er der noget at sige til at jeg nyder mit arbejde heroppe, når det her er en del af min hverdag.




Desværre blev Bergebyløpets utidigt stoppet, lørdag formiddag, på grund af de dårlige vejrmeldinger. Vi fik i løbet af lørdag aften besøg af Ole, som stormede forbi, med sne og vind op til 31 m/s, så det turde ikke tage chancen for at nogen blev fanget på fjeldet, i det vejr. Og som "overlevende" efter Ole, så må jeg sige at det helt sikkert var den rigtige beslutning. 
Her er billeder af os, efter snerydning og Ole på nært hold.

Herhjemme fik vi udfordringerne at mærke, da vi bare i løbet af en times tid, flere gange måtte ud og skrabe døren fri, efter, med alt vores vægt, at få skubbet døren op, så vi netop kunne komme os ud (og det siger ikke så lidt ;-) Da vi endelig valgte at "gå til ro for natten" vidste vi at det var med en risiko for at være sneet inde her til morgen (søndag). Og netop sådan gik det. Der var ingen chance for at få døren op, så ud af vinduet det gik, for at kunne grave os igennem sne masserne, og frigøre døren. Men hvad gør man så, når man har to hunde der ikke har været ude før tidligt aftenen før på grund af vejret, og de derfor af naturlige årsager, har brug for at komme ud. JO, man løfter dem simpelthen ud, en efter en, gennem vinduet, og henter efterfølgende dem ind samme vej igen. He he.. Så kan det godt være lidt svært at forklare dem, at vi ikke vil have at de sætter poterne i vindueskarmen, for bedre at kunne se ud...

Her er udfordringen som mødte os. Vores dør er over ved lyset som er tændt.

Filmet ud af vinduet. I kan høre Dan allerede gruer sig for at skulle ud og skovle igen... :-D

Likkhu beivviin!

Lihkku beivviin! til alle de samere der idag fejre deres nationaldag.

Dagen bestod for mig, i børnehaven, af samling med samiske sange, børne"teater" om den samiske trold Stallo, bidos og gakko (rensdyr suppe og pandebagt brød) til lunsj og min dygtige student med samiske aner, viste sin flotte kofte (kjole), skaller (vintersko af skind) og andre spændende sager frem.

Bemærk OG beundre venligst alle de samiske ord jeg har fyldt teksten med. Jeg har brugt lang tid på at lære dem, så skal de også vises frem.. 

Velkommen tilbage

Knap nok føler vi at vi er landet og kommet i gang med hverdagen herhjemme i nord, før vi skal sige velkommen til en savnet gæst... Solen er tilbage..

Nu var vi så heldig, i år, at solen ikke var så genert, så da vi var i Danmark på juleferie fik vi faktisk set en masse til solen. Ja faktisk så meget at vi nåede at blive lettere irriteret på den lave sol, som mere eller mindre gjorde det umuligt at holde øjnene åbne når vi skulle køre. Men any way.. Solen blev idag på arbejde fejret med solfest. En solfest i vores børnehave består først af en samling for hele huset ude, med tændte islygter, som vi selv lavede i sidste uge. Det vil sige, de lygter som ikke blev knust af klumrede hænder som er pakker godt ind i vanter og luffer for at holde varmen. Til samling hørte vi om solen og sang solsange så højt at solen kunne høre at vi havde lyst til at se den. Efter samling blev det tid til at lege, og da, pludselig dukkede den op bag fjeldet. Til lunsj spiste vi hotdogs, og eftermiddags maden blev solboller, som er søde hvede boller med vanille creme på toppen, pyntet med glasur og kokos.

Selvom jeg i julen fik set solen i stor stil, vil jeg dog sige at spændingen ikke var mindre af den grund. Det er noget specielt det at opleve solen, bare kigge op over fjeldet, men ikke rigtig være oppe alligevel. Nu kan vi se frem til flere lyse timer og en himmel som brænder tusinde farver. Jeg siger ihvertfald hjertelig velkommen til det nye år i Vadsø.