Mørketid?

Klokken er halv otte om morgenen, og vi er på vej til Kirkenes. Der bælgravene mørkt og sneen pisker, som warp speed i Star Trek, mod forruden. Ser jeg ind over land kan jeg fornemme terrænet bakke sig op og ned, da laget af sne er med til at lysne på landskabet. Ser jeg der imod ud over vandet, er der intet at se. Hvis ikke det var fordi jeg vidste, at der på den anden side af fjorden ligger et bælte af fjelde, ville jeg ikke have nogen chance for at vide, at det var den udsigt man blev snydt for. Helt sort, ingen tegn på lys..

Ja ja, dramatisk kan man få alt til at lyde hvis man ligger ordene rigtigt. Mange spørg mig, ikke kun fra Danmark, men også folk heroppe fra, om hvad jeg syntes om mørketiden. Hvordan jeg klare det, og om ikke det er hårdt at gå rundt i mørke hele dagen? Eller rettere, efter jeg har overlevet min første mørketid til UG, cirka samme tid sidste år, går spørgsmålene i overvejende grad mere på hvordan Dan klarer det.. Men det at køre halv otte om morgenen i mørke er jo ikke så anderledes end hvad vi er vant til fra Danmark. Rigtig nok, solen er stoppet med at så op, og vi har ikke set den i godt og vel tre uger nu, men så stopper forskellene egentlig også der. Mørke tid, er modsat populær overbevisning ikke kul-sorte dage. Vi har det man kalder "den blå time" midt på dagen, hvor solen alligevel er så tæt på horisonten, at himmelen bliver lyst op i de mest fantastiske blå nuancer. På hver side af "den blå time" er der egentligt også, jeg vil ikke kalde det lyst, men gråt. Lige præcis som vi er vant til vinteren er i Danmark. De lysere timer er dog i sammenligning færre end i Danmark. Men det at solen ikke er oppe, er nødvendigvis ikke så mærkeligt. Hvis I tænker over det. Hvor mange dage kan I så der hjemme i Danmark, gå uden at solen kigger frem bag de mørke skyer? Nu har jeg altid været glad for vinterhalvåret, og syntes bare de mørke måneder er hyggelige. Derimod er Dan anderledes sommermenneske, og derfor har mørketiden også været noget mere spændende for ham. Men nu efter et stykke tid med mørke, kan jeg med glæde fortælle at det går godt. Han syntes slet ikke det er så slemt, og som han siger "i Danmark var der mørkt når jeg kørte på arbejde og mørkt når jeg skulle hjem, det er jo ikke anderledes heroppe". Rigtig nok. Når du sidder på et kontor hele dagen ser du alligevel ikke rigtig hvor lyst der er udenfor. Så om det er en eller 8 timers lys du går glip af, kommer vel ud på et..

Dejligt billed fra vores "blå time"

Rejsen gå til Rusland

Nu skulle man tro at jeg havde fået stillet min rejse lyst for en stund, men nej.. Da jeg fik muligheden, med arbejde at tage en tur til Murmansk, skulle der ikke mange sekunder til for at overtale mig til at tage med. Og denne beslutning blev faktisk taget allerede tilbage i efteråret sidste år, men blev af praktiske årsager ikke til en realitet, før dette efterår. Så kufferten blev pakket, snacks, drikkevare og film til den lange køretur blev ordnet, til afrejse torsdag d. 9. oktober.

Vi var fire stykker fra arbejdet der i samarbejde med Finnmarks Røde Kors, tog turen over grænsen. Vi ankom sen på aftenen, efter 8 timers køretur, og derfor var udsigten fra bussen begrænset til farverigt lysshow fra gadelygter og neon skilte i alle regnbuens farver, der fyldte byens store gader. Efter kort visit på vores hotel, var det tid til aftensmad. Vi fandt en restaurant, der, hvis jeg skal sige min ærlige mening, var en smule stilforvirret. Jeg ved ikke, men blandingen af en gammelbil over baren, kobber pander og store træer, har i mine øjne ikke den store sammenhæng, men jeg vil så til deres forsvar sige at de lavede et super borsjtj (rødbede suppe). Nå, men baggrunden for rejsen til Murmansk, var at vi i vores børnehave er venskabs børnehave med en russisk børnehave. Vi har i længere tid haft kontakt over mail, hvor vi informerer hinanden om vores arbejde og hvad vi laver med børnene. I den forbindelse syntes vi det kunne være interessant, at besøge den russiske børnehave. Så om fredagen kørte vi fra hotellet med vores tolk Sergei, som skulle være med os hele dagen. Det var en dag med rigtig mange indtryk, som vi stadig taler om her hjemme. Det var en øjenåbner i forhold til mange ting i forhold til vores egen pædagogiske praksis.

Ud over vores faglige program blev der også lidt tid til at se på byen. Desværre alt for kort tid, og jeg kan derfor også sige med sikkerhed, at det ikke er sidste gang jeg besøger Murmansk. 
   Murmansk er en forholdsvis ung by som blev grundlagt i 1916 under første verdenskrig, men fik først navnet Murmansk som vi kender det idag efter oktoberrevolutionen i 1917, hvor byens indbyggertal allerede havde rundet 10.000. Byens havn har helt fra begyndelsen fungeret som handels-havn, men efterfølgende også som fiskeri- og trawlerflåde-havn. Byen er idag den største nord for polarcirklen med cirka 350.000 indbyggere. 

Det er en lidt sjov by egentlig, for på afstand ligner det et enormt stort industrikvarter. Masser af lejligheds komplekser i en lækker grå nuance. I den tid jeg var der, så jeg ikke et eneste hus. Bare høje bygninger med masser af lejligheder. Men den opfattelse blev dannet på meget kort tid, så for at gentage min egne ord, så skal jeg helt sikkert tilbage, for der er meget mere at udforske i byen, som gemmer sig længere væk fra de store gader, som jeg desværre af tidsnød ikke kom langt væk fra. Alt i alt handlede turen om at bruge tiden så effektivt som muligt. Der er nu alligevel noget fascinerende med Rusland. Den charme en lille cafe i en ombygget skurvogn placeret i en barak-by, også af gamle skurvogne, er vanskelig at finde andre steder. Vi stod der i kø blandt soldater og russere, hvor der står en mand med et smørret grin, som gebrokkent prøver at udtale "sprachen Sie deutsch?", for efter at få svaret "einbishen", vælger at spørge "speaking you english?", det giver da noget at smile af :-)



Jeg har samlet nogle billeder fra byen herunder, for at vise bare lidt af alle mine oplevelser. 

Så er sneen kommet

Jeg sidder her og se ud på lyset fra lygtepælene, hvis gule lys flakker fra de store snefnug som stille lister sig forbi og ned mod jorden. Det er som om at tiden går i stå, når sneen kommer.

Lige nu står temperaturen på -4 grader. Vinteren er kommet til Vadsø, og den er kommet for at blive..

 

Sendt via Blogsy

Det er slagte tid...

Før jeg begynder, vil jeg beklage hvis jeg støder nogen med de billeder der vil blive vist, hvis I vælger at se slideshowet længere nede.

Heroppe er rensdyr ikke et dyr man kan håndfodre med dyrefoder, købt ved indgangen til dyreparken. Her er rensdyr, på lige fod mede kvæg der hjemme, opdrættet til slagtning. Ganske vist er forholdende, i hvilke denne opdrætsvirksomhed foregår en helt anden, end de stalde og indhegnede områder til græsning. vi er vant til at se. Men ikke desto mindre er der i bund og grund tale om samme formål for dyrene. 

   Jeg har siden jeg så mit første rensdyr i den frie natur, på vores rejse herop gennem Finland, haft en forkærlighed for disse dyr. Senere at opdage, at de selv samme dyr var at finde i min egen baghave, dét gjorde kun mit indtryk af min, nu hjemby, endnu mere komplet. Hvad kunne jeg ønske mere, end at finde rensdyr på en helt almindelig gåtur med Nova. Ja, jeg siger Jer, at mit kamera ikke fik lov at hvile, når det flotte dyr var i nærheden. Jeg havde ikke skænket det en tanke, at rensdyret egentlig blot var til stede for senere på efteråret at blive jaget sammen, mærket og slagtet. På trods af min forkærlighed for rensdyret, som jeg selv den dag i dag, ser som et magisk dyr med gode forbindelser til julemanden ;-) er jeg ikke for fin til at påskønne, det slagtningen er med til at give os - "Mad på bordet og skind i den kolde vinter". Derfor var jeg også utroligt begejstret, da jeg med arbejdet fik mulighed for at tage de største børn med på fjeldet i Krampenes, for at se hvordan det går til, når rensdyr bliver slagtet. Da jeg sad i bussen sammen med 13 spændte børn, så jeg for mig to ønsker blive opfyldt. Det første ønske handlede om at vise og lære børnene om, hvad der egentlig gør at vi kan spise kød hver dag. At selvom vi kun fik set slagtning af rensdyr, er det en vigtig lektie, at være klar over hvordan verden hænger sammen. At lære børn at kød ikke kun er noget der kommer fra køledisken, men at det rent faktisk er noget der kommer fra et levende dyr. For det andet var det et personligt ønske der blev opfyldt, da jeg nok var mere spændt end børnene :-D

Rensdyr er den eneste type af hjortedyr, hvor både hannen og hunnen har gevir. Hannen kaster sit gevir i december/januar, hvor hunnen først kaster det maj. Hunnen kan derved lettere skaffe sig adgang til føde i vintertiden, som er perioden hvor fostret vokser. Når rensdyret går, høres en klik-lyd, som gør det nemmere for flokken at holde sammen i dårligt vejr. Neden for har jeg lagt en lille video jeg filmede af en af de store flokke der var samlet. Hvis I hører godt efter og ignorere mit gebrokken norske, vil I kunne høre deres knirkene hove.

Ved slagtningen så vi ikke selve aflivelsen, som foregår med kniv, men så hvordan de fjerne indvolde og skind, før dyret tages til slagtning under rene forhold, for at kunne bruge kødet. Men den process vi var vidne til er også, i mine øjne, den mest interessante, da man stadig i det stadie kan se at det er et "ægte" dyr.  Jeg har lavet et slideshow med en del billeder af det vi fik lov at se. Nu er jeg rigtig glad for at tage billeder, som I måske allerede har regnet ud, og det er uanset hvad motivet måtte være. Det betyder også at der er billeder ind i mellem, som ikke alle vil kunne se der flotte i, men som jeg svarede en dreng som spurgte mig "Charlotte! Hvorfor er det du tager billeder af det som er rigtig ulækkert?", så tager jeg billeder "for at tage oplevelsen med mig hjem". 

God fornøjelse.

Endnu mere ferie - i hunde højde

Nå, tiden er inde og jeg er klar.. Hvor var det jeg kom til.. Jo, gæster, gæster og flere gæster.

   Hvis ikke I var klar over det, så er Charlotte MEGET glad for at have gæster og arrangere. Nu har hun jo været i Norge i lidt tid, og er derfor i underskud af fest planlægning.. Så det ville hun rette op på når nu vi endelig var i Danmark. Det startede med et mindre selskab, i sommerhuset i Bunken. Charlotte og Dan havde et mål med at få spist noget af alt det mad der var i fryseren i huset i Danmark, så der blev lavet hummer til den store guldmedalje til gæsterne. Det var endda nok til at jeg også fik en LILLE smagsprøve 'snøft' (hun gik i pendul fart mellem to generationer af Hyltoft'er, som tilfældigvis sad ved hver sin ende af bordet :-)

Det var en dejlig aften... og det baserer jeg på at mængden af snak der gik over bordet, og så det obligatoriske bål der blev tændt. Denne gang var det dog ikke skum fiduser der var på programmet. Nej nej.. Som jeg har set flere gange i Bunken, så blev bålet denne gang brugt til noget langt mere fornuftigt. - PANDEKAGER - Jo jo.. Pandekager på bål er lidt af en specialitet i Bunken, og de er gode til at lave dem. I kan tro at der var kamp om dem ved bordet. Ingens næse skulle gås forbi, og der var i hvert fald ingen der skulle gå foran i køen. Sikke en aften. Det var dejligt at se dem alle sammen igen.

Men det var bare starten på gæste strømmen. Ugen efter var det Harmonika træf i Bindslev. Nu ved I jo nok at hunde har super hørelse, og min er ingen undtagelse. Så jeg behøver ikke høre om at FOLK har fået nok af harmonika musik.. They don't know what they are talking about.. Men jeg må så sige af den uge giver anledning til en masse hyggelige stunder. Karsten er "camp chief" på Spejder lejrpladsen, hvilket betød at jeg var på mange ture deroppe, og jeg kan love for at det er hyggeligt folk der bor deroppe. Det er lidt som en slags familie, der kun ses en gang om året. Så jeg er altid klar, når Karsten spørger om jeg vil med.

Men, det er ikke kun gode oplevelser der er i Harmonika træf ugen. Nej, der er én tragisk dag, hvor Charlotte og Elisabeth på det groveste bliver smidt ud fra Laksevej. De kan gå der og hygge hele dagen, og så sker der noget hen af eftermiddagen. Stemningen ændres. Sonja og Karsten begynder at over se dem, så de bliver nødt til at pakke og gøre sig klar til at gå. De bliver smidt ud, når der kommer gæster. Sonja og Karsten har en tradition med at have gæster torsdagen før Harmonikatræf til god mad og gode drinks. Men der er ikke plads til Charlotte og Elisabeth. De bliver hvert år smidt på gaden, og må finde husly på Bindslev Hotel, hvor de søde arbejde folk, gør alt de kan for at overskygge den mørke dag, med lidt glæde og smil. Heldigvis er de dygtige til deres arbejde, for som jeg husker det, var deres smil større den aften, da mig og Dan kom på hotellet for at hente dem, end det havde været hele ferien :-)

Da smilet begyndte at lægge sig lidt igen dagen efter, kaldte arbejdet. Charlotte skulle gøre klar til en endnu større fest, med endnu flere mennesker. Der blev bagt, skåret, hakket, kogt og ordnet i køkkenet til den store guldmedalje. Jeg var tit inde i køkkenet - for at tjekke om Charlotte havde det godt, selvfølgelig -, og det viste sig at Charlotte var så taknemlig for min omtanke, at jeg fik en lille smagsprøve, næsten hver gang jeg kom. Hvor heldig kan man være? Det havde jeg jo slet ikke forventet ;-)

Efter nogle dage med forberedelse, kom den store dag. Jeg havde ikke fået besked om hvor mange som kom, så jeg havde ikke haft ordentlig tid til at forberede mig. Men folk begyndte at strømme ind, og flere og flere til sluttede sig. Hurtigt var haven og indkørslen fyldt med folk. Det var alle sammen familie, på Sonjas side. Det var helt utroligt. Så mange på et sted, og alle virkede til at have det godt. Børnene var i badebassinet det meste af dagen, mens de voksne snakkede uafbrudt. Det er altså utroligt hvor meget mennesker har at snakke om. Jeg var der også hele dagen, uden at sige et eneste ord. Det var så heller ikke nødvendigt. Der var ingen pinlig tavshed. Selv jeg havde godt selskab hele dagen. Jeg siger Jer, at sidst på dagen var jeg så træt, at jeg næsten ikke kunne holde mine øjne åbne. Heldigvis var der en sød lille pige der fortalte alle de andre, at jeg skulle have lov til at sove. Tak for hjælpen og dejlig nus, Marie

Allerede dagen efter, havde Charlotte arrangeret et sidste besøg. Emil og Viktor skulle med mig hjem til sommerhuset. Men det var rent hygge. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er rigtig glad for begge de to drenge, og det ved jeg Charlotte også er. Så det tæller ikke rigtig som et besøg, for det var bare ren hygge for alle parter. Der blev både tid til at spille, læse og spille golf.

Puha.. masser af dejlige mennesker på besøg. Jeg tror også det har givet Charlotte et godt arrangerings-fix, der skal kunne holde lidt tid. Ud over gæster, havde vi naturligvis også masser af tid til at hygge med de nærmeste. Der blev også tid til et besøg i  Frederikshavn, da Poul og Kirsten var kommet hjem fra deres ferie. 


Jeg vidste at noget skulle ske dagen efter, for Charlotte og Dan begyndte at snakke om at Poul og Kirsten skulle give masser af godbidder til mig, ikke at jeg klager. Jeg fik selvfølgelig igen ikke noget at vide. Men godbidderne var for at jeg skulle lære at det var godt at blive og høre efter Poul og Kirsten, som jeg skulle være på besøg hos, mens Charlotte og Dan var i Randers og se Graceland sammen med Karsten, Sonja og Elisabeth. Det havde været en utrolig dag. De lærte en masse om Elvis, og fik også så meget mad, at de næsten blev helt dårlige.

Før turen endelig går hjem igen, vil jeg vise lidt blandet billeder fra ferien, fra de hyggelige stunder jeg tidligere har snakket om, bare for at få alt med. Det var en ferie med mange forskellige oplevelser. Det har været dejligt at se alle sammen igen, men jeg må også indrømme at jeg glæder mig til at komme hjem. Hjem til Vadsø, hvor Dan nu også skal være en del af vores liv. Familien samlet igen.

Men jeg vil takke for en dejlig ferie, og tak for at I dag læse så langt om mine oplevelser.

En ferie - i hunde højde

Vil I høre om min sommer...? Okay, men gør Jer klar til en hæsblæsende historie. Ja, jeg siger Jer at jeg oplevede meget. Meen, måske er "hæsblæsende" lidt af en overdrivelse, men I forstår sikkert hvad jeg mener.

Min historie begynder allerede et par dage før vi skulle af sted. Dan og Charlotte begyndte at vaske en masse tøj og ligge noget af det i skabet, som de plejer, og noget af det i nogle kufferter, som de selvfølgelig ikke plejer. De så på nogle lister de havde lavet og krydsede af, efterhånden som tingene blev fundet frem. Også mine sager blev fundet frem og krydset af. Selvfølgelig! Så er der ingen der fortalte mig hvad der skulle ske, nej nej, men jeg kunne nu godt fornemme, at der skal ske noget stort. Sådan starter det nemlig hver gang vi skal rejse... En tidlig mandag morgen stod Charlotte op, og vi cyklede/løb en rigtig lang tur, inden vi blev hentet af taxaen. "Det er godt nok et stort bur" siger taxa chaufføren, præcis som sidste gang vi skulle med taxa med mit bur, selvom Charlotte allerede i telefonen havde fortalt dem, at det var et "digert" bur. Det troede de åbenbart ikke på... Jeg sidder bag i bilen, i buret, mens vi kører til lufthavnen. Ja, da går det et lys op for mig. Vi skal ud og rejse. De er nu så søde i lufthavnen, og lader mig gå rundt og snuse til ALT. De lader mig endda blive hos Charlotte og Dan, helt ud til flyet, hvor de løfter mig op i lastrummet, og jeg går ind i buret (selvfølgelig efter at jeg har gået rundt og tjekket at alt er i orden). Så er ferien begyndt. Mig - ind og ud af fly, først i Kirkenes, så i Oslo og så til slut i København, hvor Dan og jeg står af og tager toget til Århus, da de siger at mit bur er for stort til at komme med flyet til Aalborg :-( Charlotte flyver dog videre til for at hente bilen, før hun så henter os i Århus. Sent på aftenen "lander" vi endelig i huset i Randers.Sikke en dag. I huset virker alt til at være som det plejer. Hmm.. Men er det nu det? Man kan jo aldrig være helt sikker. Jeg tjekker derfor alle rum i huset godt og grundigt, bare for en god ordens skyld. Jo jo, den er god nok. Det ER vores hus, vores møbler, vores ting, og hopsa, det er MIN sofa. Godnat.

Næste dag, går det hurtigt op for mig at denne ferie ikke er en helt almindelig ferie. Elisabeth og Sonja kommer, og de har med sig en masse kasser. En masse kasser som mine skøre ejere begynder at fylde med alle vores ting. Hvad skal det nu til for? De bliver fyldt til randen, og placeret på et værelse. De bliver ved med at sige, at alt må blive klar til hende der skal leje huset. Jeg ved ikke heeelt, hvad det egentlig betyder, men alle virker godt tilfredse med det, så jeg bruger ikke en masse tid på at tænke på det. Hellere bruger jeg min dyrebare tid, på at holde øje med at alle gør deres arbejde ordentligt. Og det er ikke en let opgave skal jeg hilse og sige. Både Karsten, Andreas og Poul kommer også i løbet af ugen for at hjælpe. Der er så meget der skal gøres.
   Karsten og Andreas skal male huset. Det er de godt nok dygtige til. Jeg tror de har øvet sig hjemme. Teknikken de bruger, tror jeg kaldes "synkron maling". Det ser i hvert fald ud som om det er noget de har øvet længe på. Har du ikke hørt om synkron maling? Det er en nydelig sport, der udføres roligt og yndefuldt. Heldigvis tog Charlotte lidt billeder af denne flotte opvisning, så du kan se hvordan det foregår.

Hold da op som de pakker. I over en uge er det eneste de gør at rode ud, pakke ned, sætte væk - rode ud, pakke ned, sætte væk. Og køre på lossepladsen en halv snes gange. Om og om igen, indtil de en dag har fyldt bilen og siger jeg skal sætte mig ind. Igen! - har ingen fortalt mig, hvad der skal ske. Nej nej, men efter en god lang lur på cirka halvanden time, vågner jeg op, ved at vi kører op af indkørslen i Bindslev. Der, i huset som jeg har besøgt så tit, skal Charlotte og Dan spise aftensmad, før vi skal videre i sommerhuset i Bunken. Nu siger jeg det kun er Charlotte og Dan der skal spise, og det er for så vidt helt rigtigt. Officielt spiser jeg ingen ting, men gennem længere tid har Karsten og jeg haft en ordning, hvor, hvis jeg vil hjælpe ham med at rydde op, så får jeg lov til at slikke rester af ALLE fade og skåle fra aftensmaden :-) Rimelig god ordning syntes jeg selv. Der ud over har jeg en aftale med Sonja om at tørret rugbrød er tilgængeligt hele tiden, lige fra jeg træder ind af døren. Som betaling, sørger jeg bare for hele tiden at være rigtig lækker (No problem, siger jeg bare). Sent på aftenen, efter at Charlotte og Dan har erhvervet sig en ordentlig gang jordbær mavepine, "lander" vi i sommerhuset. Nu begynder ferien rigtig. Nu skal vi slappe af.

Dagen efter ligger Charlotte og jeg og daser, mens Dan er i Frederikshavn. Jeg ligger ved døren, da jeg ser den grønne bil som jeg kender så godt, og ser Elisabeth komme ud. Min hale vrikker hurtigt frem og tilbage. Elisabeth skal være på besøg, helt til næste dag. Charlotte og Elisabeth snakker og snakker og snakker og snakker og.... mens Dan prøver at få forbindelse nok til at arbejde. Og det er vist ikke så let, kunne jeg se, sådan som han vandrede rundt for at finde det der forbindelse. Vi er også en tur på golfbanen, hvor jeg får lov til at løbe efter bolde. I love it... Bål har vi også, det skal vist nok være hyggeligt, men jeg syntes bare røgen irriterer næsen. Mens Charlotte og Elisabeth fortsætter med at snakke og snakke, ligger jeg mig til ro, og prøver at få hvilet ørerne lidt.



Lørdag får jeg endelig lidt ro. Jeg får lidt mad i et aktivitets legetøj, mens Elisabeth, Charlotte og Dan kørte til Aalborg, for at fejre Louises fødselsdag. Nu fik jeg ikke lov til at være med selv, men da jeg senere blev kørt til Bindslev af Dan, hvor Charlotte og jeg skulle overnatte, hørte jeg dem snakke om den dejlige dag de havde haft, og den gode mad de havde fået. Netop DER blev jeg lidt misundelig over ikke at have været med... Men så alligevel... Som jeg forstod det var det nok alligevel bedst at jeg ikke var med. Charlotte blev i hvert fald med at fortælle om en lækker knægt der var med, så hun havde sikkert ikke haft tid til mig alligevel..

Nå, men så var jeg pludselig i Bindslev, som jeg selv heller ikke vidste noget om. Dan skal vist ned til sin storebror Jes, og hygge, før de næste skulle ned og arbejde på huset i Randers. Mig og Charlotte bliver i Bindslev for at hygge os. Jeg kan rigtig godt lide at være i Bindslev, for der er masser af hænder der vil klø mig på maven, masser af mad aftaler og sidst, men bestemt ikke mindst, så er Karsten helt pjattet med at løbe. Heldigvis for mig kan han bedst lide at have selskab på sine løbeture, det vil sige MIG :-) Næsten hver gang vi er i Bindslev, får mig og Karsten os en løbe tur, og jeg elsker det. Om aftenen blev der igen tid til hygge. Jeg ved ikke hvad der er med de mennesker, og deres ide om at hygge er lig med bål. Nuvel.. Bålet blev tændt, drinks blev mikset, skum fiduser (også en til mig, når jeg spørger pænt :-) og pølsepinde blev fundet frem og... Karsten blev klippet!?! Det syntes jeg ikke plejer være en del af en hygge aften. Men ikke desto mindre, blev han klippet, og det lige ved siden af bålet. Jeg ved ikke om det var varmen fra bålet, Charlottes klippen eller hvad dat var, men Karsten så nu ind i mellem ud som om det gjorde lidt ondt ;-)

Puha.. Jeg syntes jeg begynder at få lidt ondt i poterne af alt det skriveri. (Jeg har jo også lige lært det ;-) Og tro mig, denne ferie i langt fra færdig. I næste "afsnit" skal I få lov at høre om alle de gæster vi havde på besøg i ferien, og det var ikke så lidt, skal jeg hilse at sige...

Fortsættelse følger

Når jeg sætter mig her foran min computer for at skrive og beskrive mit liv som det er idag, ved jeg næsten ikke hvor jeg skal begynde. Så meget har forandret sig. Den forskel der er mellem "før" og "nu", er næsten lige så stor som afstanden mellem "før" og "nu"   - flere tusind kilometer...

Jeg er lige kommet hjem fra en dejlig, men hektisk sommer i Danmark. Når jeg pakker og gør mig klar til at rejse, kan jeg ikke andet end komme til at glæde mig, og se frem til alle de gode stunder jeg skal have. I mit heldige tilfælde, ville de gode stunder blive tilbragt i min families selskab. Men samtidig har man, eller jeg havde i hvert fald, en klump i maven over den tid man nu skal være væk hjemme fra. Jeg bliver mere og mere klar over at mit tilhørsforhold har ændret sig. I vores sommer i Danmark, skulle vi pakke hele vores hus ned, eller rettere, pakke husets indhold ned. Vi har lejet huset ud, i forbindelse med at Dan nu også er flyttet til Norge. Så der skulle gøres klar til den nye indflytter. En anden skal bo i mit hus. Hmm... Hvad tænker man lige om det? Jeg havde regnet med at processen ville være følelsesladet og fyldt med, tja, "hvad har jeg lige gang i" - panikken, men nej. Den ro og sikkerhed jeg følte ved at skulle overlade det der VAR mit hjem til en fremmed, overraskede mig. Jeg har truffet den rigtige beslutning. Jeg var ikke ked af at pakke en masse ting ned, velvidende at jeg ikke ville se dem igen i meget lang tid. Jeg har jo det jeg har brug for, lige her, i lejligheden omkring mig. Dan sidder på sofaen og arbejder, mens Nova ligger i sin kurv og sover oven på en dejlig gå tur. Jeg kan høre vaskemaskinen der fortsat prøver at arbejde sig i gennem vores ferie vasketøj. Ovnen, med sin konstante summen, lader duften af müsli, sive ud, og fylde lejligheden med en hjemlig hygge. Inden længe vil både vaskemaskinen og æggeuret fra ovnen kalde, tøjet skal hænges op og der skal røres i müslien. Dette helt naturlige flow af gøremål minder mig om, at alt er præcis som det skal være. Hverdagen er begyndt, og jeg kan lide det.
   Jeg vil ikke sidde her og påstå at der ikke var noget derhjemme, der fik min længsel til at vokse. Når jeg for første gang i seks måneder ser min lille nevø, ser hvor meget han er vokset, hvor meget han har forandret sig, så kan jeg godt blive ked af ikke at have været en større del af det liv han lever og oplever. Når jeg kommer hjem til mine forældre og siger "nej, så fint det er blevet hernede", og svaret er, "at det blev lavet for flere måneder siden", så bliver jeg mindet om at jeg ikke længere har min "daglige" gang i huset. Når jeg oplever en højt elsket person sidde helt stille med sig selv og lade tårende rende ned af sine kinder, fordi jeg snart skal rejse hjem, kan det endnu give mig en klump i maven og minde mig om at mit beslutning ikke kun har konsekvenser for mig, men også dem jeg efterlader. Jeg savner min familie, og det er ingen hemmelighed. Fik jeg det som jeg ville, tog jeg dem alle med herop, for jeg er da helt sikker på at alle vil få det bedre heroppe. Hvem ville ikke det? Her er jo fantastisk :-) Men det her er mit liv, og jeg må leve det så godt jeg kan. Og lige nu, da er det at bo i Vadsø den rette beslutning for mig. Heldigvis, vil jeg sige, lever vi i dag, omgivet af teknikens goder. Skype, Hangouts, Facebook, mail og så videre, giver os mulighed for at være i tæt kontakt, over meget lange afstande. Når jeg tænker på min mormors bror, som for mange år siden rejste til Canada, uden mulighed for at Skype med video, eller sende en hurtig mail eller besked på telefonen, ja, så er jeg i sammenligning, slet ikke så langt væk.

Jeg har haft en helt fantastisk sommer, med masser af gode minde, som jeg rigtig gerne vil dele med Jer alle sammen, men billeder og historier må vente lidt med at komme på bloggen. Så jeg vil afslutte med nok de mest frustrerende ord i moderne tidsalder...

"Fortsættelse følger" :-D

Mit navn er Charlotte, og det her er mit liv.

For et år siden sad jeg i stuen på min hjemme adresse i Randers, sammen med min hund, og min mand, som jeg på det tidspunkt ikke engang havde været gift med i et helt år. Jeg var to år forinden blevet færdig med min uddannelse som pædagog, en karriere-vej i Danmark, jeg må indse ikke havde været den bedste beslutning, taget job-mulighederne i betragtning. Jeg havde været ude at arbejde, men aldrig noget fast i hele den periode. De nærmeste omkring mig begyndte at kunne mærke hvor meget situationen pressede mig, og hvor meget jeg kæmpede med at holde gejsten oppe. Værre blev det da jeg blev sendt ud i et rotations-projekt på en arbejdsplads, jeg i bakspejlet, aldrig skulle havde været på. Det gik endda så langt at min familie ville at gå til handling, hvis ikke min situation ændrede sig. For mig blev hullet bare dybere og mørkere. Ud over jobsituationen, skal det for ingen i dagpengesystemet, marginaliseres det pres og stress som følger af at være fanget i arbejdsløshed.

"Har du ikke lyst til at arbejde?" "JO!", "jamen så må du da også være glad for det jobcenteret tilbyder i form af job rotation" - "naturligvis, men ikke på bekostning af mit psykiske velbefindende"

Nå, tilbage til stuen i Randers for et år siden. Min mand og jeg tog den aften en beslutning som skulle forandre hele vores liv, på meget kort tid. Jeg skulle begynde at søge arbejde i Norge. Det skal ikke forstås sådan at beslutningen blev drøftet og bestemt på den ene aften, tro mig, vi har brugt mange aftener på at diskuterer min situation. Men denne aften blev det alvor. Næste dag var min første ansøgning sendt, og jeg havde kontaktet et vikarbureau som havde kontakter i Norge. Her fra gik det stærkt. Fra min første ansøgning var sendt, havde jeg modtaget fire job-tilbud inden for 14 dage. Jeg kunne næsten ikke få et ben til jorden, for ikke at tale om at få pusten, efter job interviews på norsk over telefon, samt MANGE MANGE opkald til min mand, mine forældre, min søster og bror, for at holde dem opdateret på hele situationen. Mange beskeder blev fortalt MANGE gange. Men jeg skal bestemt ikke klage. For første gang i lang tid, kunne jeg mærke, helt nede i maven, glæden over at fortælle hvordan det gik. Men fire job-tilbud? Det er jo helt surrealistisk. I Danmark skal vi prise os lykkelige, hvis vi får ét tilbud. FIRE?? Pludselig var det mig der havde magten. Jeg havde jo forhandlingsgrundlag. Jeg skulle ikke bare takke ja til det første og bedste, men kunne begyndte at overveje hvad det lige præcis var jeg ville og hvor jeg ønskede at være. Jeg havde fået job-tilbud i både Nord-Norge og i og omkring Oslo. Jeg havde i mine overvejelser da jeg sendte ansøgningerne, haft to tanker omkring HVOR jeg ville arbejde. Hvis jeg nu fik et arbejde omkring Oslo, var det jo nemt både for mig og for min familie at komme frem og tilbage mellem Norge og Danmark. (Måske skal jeg her indskyde, at da min mand og jeg tog beslutningen om at jeg skulle søge i Norge, var vi begge klar over at jeg i første omgang skulle flytte alene). Den anden tanke omkring hvor jeg ville arbejde, var med øjnene rettet mod noget højere breddegrader, nemlig Nord-Norge. "Hvorfor så langt oppe?" blev jeg spurgt MANGE gange. Jo, jeg vidste jeg skulle flytte alene, og uanset om jeg var så tæt på som Oslo eller som så langt fra som i Vadsø 2200 km. væk, så ville jeg jo være alene og ikke have mulighed for at tage hjem hver og hver anden weekend. Så hvorfor ikke tage den oplevelse det kunne give at flytte herop? Eventyret i at flytte til et arktisk område der byder på mørke tid to måneder og sne langt over halvdelen af året, og midnatssol samt en natur uden sammenligning.
   Jeg må også indrømme, at mine to valg var baseret på to forskellige grundlag. Det praktiske grundlag om Oslo og LYSTEN til at opleve Nord-Norge. Heldigvis var det lysten der til sidst vandt, og her sidder jeg i dag i Vadsø og skriver med glæde om mine oplevelser.

Men med denne beslutning kom en masse nye udfordringer. Finde lejlighed, købe møbler, arrangere rejse herop, pakke det meste af mit liv ned, få godkendt min uddannelse i Norge, pas med mit nye "gifte"-navn, pas til Nova... ja listen kunne fortsætte. Så det blev en hektisk sommer der resulterede i en MEGET lang køre tur, med én chauffør og én passager og én hund, samt de fleste af mine personlige ejendele pakket omhyggeligt ned i kasser og vakuumposer, for at få plads til så meget som mulig i bilen, der blev pakket til bristepunktet. Nu var det virkeligt. Vi kunne ikke længere undvige og sige at "der er længe til". Jeg skulle begynde at arbejde og skabe mig et liv heroppe... uden min mand. For han skulle efter cirka halv anden uge flyve hjem til Danmark igen, hvor vores kontakt skulle foregå over Skype. Det har sagtens kunne lade sig gøre, og heldigvis har han haft et arbejde der har tilladt at han i det sidste år sammenlagt har kunne tilbringe to måneder og arbejde heroppe fra. Men det ville være løgn at sige at det ikke også har givet sine udfordringer. Det er lang tid og en lang afstand at arbejde med. Vi har i den sidste tid snakket meget om hvad vores fremtid skulle bringe. Jeg vil rigtig gerne blive her og trives godt, men skulle jo gerne havde min mand herop for at alt falder på plads, og hvad hvis ikke det var muligt? Hvad gør vi så? Men det senarie blev  heldigvis slet ikke aktuelt. Nu er situationen blevet således at Dan til 1. juli begynder på nyt arbejde med adresse i Vadsø. DAN FLYTTER HEROP!!! Efter lang tids søgen efter arbejde fra Dans side, skulle det lykkes. Så nu skal sommeren bruges på at pakke et hus ned i Danmark, samt at få pakket Dans liv i kasser og kufferter så vi igen får fælles adresse. Endnu et dansk liv flytter til Norge.

Jeg hedder Charlotte, og det her er mit liv.

Gratulerer med dagen, Norge...

Idag fejre Norge 200 år uafhængighed fra Danmark. Så traditionen tro har der hele landet over været 17. maj optog, med faner og musik. Også her Vadsø blev dagen markeret med maner. Mange af byen folk var mødt op ved Vadsø ungdomsskole, hvor optoget tog sit start. Jeg deltog mere som tilskuer, da jeg gerne have hele oplevelsen med, og tage lidt billeder. 

Da denne 17. maj er en milepæl i Norges historie, med 200 år som selvstændig, skulle det naturligvis også markeres i børnehaven. Så de sidste to uger skulle bruges til at lære børnene om Norges historie og demokrati. Men da den ene af mine assistenter i sidste uge havde ferie og den anden var på kursus i to dage, ja, så hang denne opgave på mig. Komisk nok.. Men hvad vidste jeg helt ærligt om Norges grundlov og demokratiske opbygning. Not a thing, siger jeg bare.. Så der var ikke andet at gøre end at trække i arbejdstøjet og begynde at læse på lektien. Jeg havde en ide om at vise børnene deres plads i den demokratiske verden, som naturligvis starter med kong Harald og statsminister Erna Solberg. Så langt kunne jeg helt uden at snyde, men derfra skulle jeg virkelig til at lave research. Det tog os lidt over en uge at komme igennem alle ledene som endte med børnene. Billeder af alle i rækken blev sat op på væggen for at gøre det så synligt som muligt.

Den famøse række kom så til at de sådan ud:

1. Kong Harald
2. Statsminister Erna Solberg
3. Kunskabsminister Torbjørn Røe Isaksen
4. Kommunestyret med ordstyre Rolf Arne Hanssen
5. Kommunal chef Kurt Schjølberg
6. Maurtua Barnehage styre Toril Hanssen
7. Pædagogisk leder Charlotte Lund
8. Assistenter; Ine, Liv Hege og Ragnhild
9. Børnene på Tussebua (min afdeling)

Jeps.. skal det gøres, skal det gøres ordentligt! End i mellem undervurderer vi vores børn. Vi tror de har brug for os til at skåne dem for det vi tænker for vanskeligt for deres små hoveder. Men jeg må sige jeg er blevet dybt imponeret. Hvor mange børn er det lige der ved hvem deres kundskabminister (i Danmark Undervisningsminister) er eller sidder hjemme ved middagsbordet og fortæller om kommunestyret som bestemmer i Vadsø. Jo jo.. De kan sagtens de dejlige børn. Med god tid og en måske lidt for engageret pædagog;-) kan man virkelig komme langt. I forbindelse med snakken om den demokratiske opbygning, faldt snakken også på det, at kongen er konge uanset hvad vi syntes. Og når han slutter med at være konge, så er det kronprinsen som er næst i rækken. Statsministeren der i mod, bliver valgt af  voksne som stemmer. Hmm.. Hvordan får man så lige børn til at forstå konceptet "valg" og "stemme". Det er et så diffust emne, at for at synliggøre det så meget som muligt, arrangerede jeg et børne-valg på Tussebua. Vi skulle finde en statsminister og en regering. Her blev intet overladt til tilfældighederne. Afdelingen blev pyntet med guirlander i de norske farger, store flag på vægge og fra lofter samt en stemme boks. (som en voksen kommenterede da hun kom ind på afdelingen, "så skulle man ikke tro der var en dansk afdelingsleder på Tussebua" :-D)

   Valget foregik således: først skulle børnene en og en fortælle sit navn for at blive registreret, så fik de en stemmeseddel med billeder af alle børnene. Så skulle de gå i stemmeboksen, hvor de skulle sætte deres kryds. Jeg fik stemmesedlen, hvorefter de fik en seddel hvorpå der stod "jeg har stemt til valg på Tussebua 2014". Det var fantastisk at se hvor meget børnene gik op i det. Især da stemmerne skulle tælles op. Jeg siger Jer, det var opløftende at se hvordan de hoppede fra deres plads når de fik en stemme, men også hvor vanskeligt det var for de som ikke fik. Da var det som om at hele mit arbejde med at lære dem om demokrati havde givet afkast, og pludselig gav mening. Rigtig dejlig oplevelse. Da vi havde fundet vores regering og statsminister, var det tid til at de skulle arbejde. Der skulle laves en grundlov for afdelingen, men ikke nok med det. De fik også et mindre beløb de kunne handle for, så der faldt snakken på langsigtede investeringer, og ikke is som kun kunne nydes en gang. Det har været en super spændende process, som jeg helt sikkert vil foreslå alle der arbejder med børn, at kaste sig ud i. 

Nå, men tilbage til idag. At stå op til en dejlig solskinsdag, hvor graderne var helt oppe omkring 11, og se flagene flagre over hele byen, det var nu et smukt syn. Jeg tror ikke man kunne ønske sig bedre forhold til et optog. Nu er det første gang jeg har set et 17. maj optog, og sikke en stemning jeg blev mødt af. Musik og festklædte folk. Mange var i nationaldrager, som jeg virkelig syntes er en misundelig tradition de har i Norge. Børn i det fineste snit, med fløjter og rysler ( få udvalgte vil bedre kende dem som Kina-fold-ud-øv-paphorn :-) til at lave larm med. 

Helt igennem dejlig måde at fejre Norge på. Jeg er rigtig glad for at jeg har fået lov til at opleve det.

Klik to gange her under for at se en lille smagsprøve på optoget..

Da lysene blev slukket

Jeg har altid set mig selv om en agtpågivende person. En som lægger mærke til det smukke, spændende, ja selv det trivielle omkring hende. Som vægtlægger hver følelse der følger med, for at kunne bevare det som et livligt minde, jeg for eftertiden vil kunne se tilbage på. Men ikke desto mindre skulle jeg gå halvt gennem byen før jeg opdagede at gade lygterne ikke var tændt, da jeg var ude at gå den anden aften. Jamen, tænkte jeg så, der er nok ikke så længe til nu, for det er begyndt at blive mørkt. Jeg så på klokken og til min overraskelse var klokken 00.30. Tja, så blev de nok ikke tændt. Det viser sig så, at gade lygterne nu ikke bliver tændt igen før til august, da nætterne efterhånden er så lyse at det ikke er nødvendigt. 
   Nå, men tilbage til sagen. Jeg har tidligere sagt at gå tur heroppe er det rene meditation, og tankerne let kan flyde. Men jeg mærker at efter mit sidste besøg har mine tanker været endnu længere væk. Mor og far rejste tilbage til Danmark for en uge siden, og efter en helt fantastisk ti dage, er jeg blevet mindet om hvor meget jeg savner at stille an for gæster. Jeg gør ganske vist det med venner heroppe også, men det er nu noget andet når det er familie. Jeg kan godt mærke at jeg er blevet mere opmærksom på det jeg har efterladt i Danmark, hyggen og samværet. Men omvendt har jeg fået så meget heroppe, som jeg, på nuværende tidspunkt, ikke vil kunne være for uden. Men jeg tror dog at det er sundt nok ind i mellem at blive mindet om hvad jeg er rejst fra.

Nå, slut med alt det sentimentale pladder. Tiden flyver og det er netop gået op for mig at der er flere ting jeg ikke har fået skrevet om her på bloggen. Blandt andet om Dans besøg heroppe, og vores tur til Finnmarks løbet. Men det må I have til gode, for nu gælder det mor og fars besøg :-D 

Sikke en gensyns glæde de blev mødt af da vi kom hjem i lejligheden. Magen til komplet overgearet hun har jeg aldrig set. Hun rendte frem og tilbage mellem mor og far. Hun både peb og bjæffede, noget jeg aldrig har hørt hende gøre før, i den sammenhæng i hvert fald. Det skal dog siges at jeg tror hun ikke var den eneste der var glad for gensynet :-) 

Dan spurgte lige inden vi skulle sove den første nat mor og far var her, om far var spændt på se det hele heroppe (mor er jo så heldig at have været her før :-) Ja, det tror jeg, var mit svar, jeg er i hvert fald ivrig for at vise det hele frem. Før vi lagde os var mig og far ude at gå en lille tur, ikke mere end en halv times tid, men jeg tror stort set ikke at min talestrøm stoppede mere end de få øjeblikke jeg måtte trække vejret, eller for at høre hvad far havde at fortælle. Man skulle tro jeg ikke var klar over at jeg havde mere end en dag til at få det hele fortalt. Ferien de havde heroppe, var lidt speciel, forstået på den måde at byen de oplevede var unaturlig stille. Nu påsken var kommet, så alle sit snit til at flygte til deres hytter, så vi havde helt ro, det meste af tiden. 

Men hvad fik vi så tiden til at gå med? 
Nu var det egentlige formål med besøget at vi bare skulle være sammen. Så vi tog dagene meget stille og roligt. Dem som kender min far vil vide at han jo trives så godt med at sidde og lave ingen ting i lang tid af gangen, så han nærmest skulle tvinges til at gå med Nova ;-) Syv gange om dagen? Måske var det ikke så meget tvang som lyst. Der ud over havde jeg lidt småprojekter jeg gerne ville have hjælp til. Blandt andet at samle to reoler med tilsammen cirka 500 (eller sådan virkede det i hvert fald) skruer og bolte. En ting var antallet, en anden var det faktum at de var så små, at selv jeg havde problemer. Sandt skal det siges at det ikke blev lettere, efter den flaske snaps vi fik delt til frokost :-)
Der blev også en tur tur til Finland, til byen Nuorgam (udtales Njorgam), eller som jeg har fundet ud af efterfølgende, i Sonja og Karsten tale; Nougatbyen :-) Her skulle der handles ind, da mange ting er meget billigere der. Og jeg må da også her i efterkant konstatere, at jeg må erhverve mig en større fryser som jeg kan fylde med kød fra Finland.
   Ellers gik tiden mest med at se Vadsø, og vores flotte natur. Blandt andet fik vi set vores indvandrere monument, som mindes de indvandrere der kom til byen fra Finland og Rusland for mange år siden, og var med til at sikre byens overlevelse. Der blev endda tale om forsøg på at give Vadsø nye "kunstværker" at se på :-)

                   

Alt i alt var det en helt utrolig ferie. Hyggelige gæster som jeg nød at have her. Jeg vil glæde mig til at de kommer igen. Hvilket jeg er sikker på de gør :-D

Yukigassen...

I lørdags gik turen til Vardø, til den årlige Yukigassen. Aha, tænker I nok, og hvad i al verden er Yukigassen så for en størrelse? Det glæder mig at I spørger, for jeg vil RIGTIG gerne fortælle om det :-D

Yukigassen er ganske enkelt en organiseret sneboldskrig for voksne. Ja, I læste rigtig, sneboldskrig. Det er en tradition der blev startet i Japan i 80erne. Det siden har vokset sig til en stor vinteridræt, og spredt sig ud i store dele af Japan, hvor de selv sagt har vinter og sne. I 90erne kom denne ædle sport til Norge, nærmere bestemt, Vardø. Der afholdes hvert år et stort arrangement, der fungere som Nordisk mesterskab i Yukigassen, da sporten er begyndt at sprede sig ud i resten af Norge.

Jeg var faktisk rigtig spændt på at skulle afsted til Vardø for at se det, for ideen om organiseret sneboldkrig, lyder for mig, egentlig mere som en rigtig god undskyldning for at samle folk til en god fest. Det tror jeg stadig det er, men til min store overraskelse, var kampene, på trods af udklædning, småberusede spillere og i det hele taget en fjollet stemning, dybt seriøse. Når startfløjtet lød, gik alle i kamp-mode. 
   Reglerne går kort sagt ud på at vinde ved at erobre modstanderens flag, eller slå alle modspillere ud, ved at ramme dem med snebolde. Går tiden ud, og ingen hold har klaret det overstående, vinder det hold som har flest tilbage på banen. Kampen består af bedst ud af tre runder af tre minutter. Hvert hold har en kaptajn på sidelinjen, der kan give spillerne informationer om det andet hold så som "nummer tre har ikke flere snebolde" og andre ting i den dur. Der ud over er der strenge regler for sneboldene, som ikke må blive lavet før max en halv time før kamp start. Alt i alt er det en meget seriøs sport, med rigtig meget charme, da det i bund og grund er voksne mennesker der mødes i sneboldkrig. Og helt ærligt, man kan næsten gå hen og blive lidt misundelig :-)

Arrangementets charme og komik, kom yderligere til syne, i en radio meddelelse til alle børn, om ikke at lege i nærheden af banerne :-D Her er det de voksnes tur til at lege... Finalen foregik på søndagen, så den fik jeg desværre ikke med, men jeg fik set masser af kampe. Jeg har lagt en masse billeder på slideshowet her under..

Det var et rigtig godt arrangement, som jeg helt sikkert gerne vil opleve igen, men jeg må sige at vejret var lunefuldt. Der var hård blæst hele tiden, men der ud over var der stor forskel for vejret. Det ene øjeblik var solen fremme, og lunede ryggen lidt, og det næste øjeblik var der snestorm, så man næsten ikke kunne se en hånd for sig. Det er godt at jeg efterhånden har lært at klæde mig ordentligt på, inden jeg skal ud i vinteren heroppe.

______________________________________________

Spurgte jeg?

Vi sidder her til aften og hygger og med lidt norsk melodi grand prix, og Dan får svaret på lidt mails :-) (skulle jeg lige nævne at jeg har besøg af Dan? Det havde du sikkert regnet ud, men nu er det også sagt) Nå, men vi kom til pausen i udsendelsen, og Nova ville gerne ud en tur, efter at have brugt en halv time på at få kartoffelmos og rensdyrgryde ud af sit aktivitets legetøj (ja, så onde ejere er vi :-) Så vi trak i tøjet for at gå en lille tur. Til vores glædelige overraskelse var der nordlys på himlen da vi kom ud. Vi gik med raske skridt ned for enden af vejen, hvor vi har en super udsigt til at se himlen forvandle sig i det grønne lys. Dan står med et stort smil, da norslyset til aften er det største vi har set i den tid han har været i Vadsø. Som han konstaterede flere gange "det her er RIGTIG nordlys..." Og jeg er helt enig. Det er en aften hvor man virkelig kunne se farverne, og bølgerne der leger på himlen. "Det her er sådan helt rigtig nordlys.." hører jeg igen fra Dan. Ja, siger jeg så. "Det er jo også første gang det er ordenlig kold siden du kom (der var minus 11 grader da vi var ude), og min erfaring er at chancen for nordlys er størst når der er stjerneklart og jo koldere jo bedre..."

Og hvad tror du det næste er jeg hører fra Dan...??? "Det er jo også sådan at jo koldere der er jo lavere er luft fugtigheden som gør at himmelen er klarere, så nordlyset står mere skarpt........" (Eller noget i den retning.. må indrømme at jeg har vænnet mig til at sortere vigtig viden og lige gyldig viden fra hinanden, da Dan er MEGET flink til at dele viden. Så jeg fik ikke lige det hele med ;-) 

Nu må jeg så erkende mig skyldig i husbond vold, da jeg var nødsaget til at give ham et lille dask i nakken. Jeg ville fortælle ham hvad jeg havde erfaret, I ved, ved personligt at mærke hvor koldt det har været når jeg har set nordlys, alle de gange jeg har oplevet det.. Spurgte jeg om den videnskabelige forklaring, kære mand? Svaret er NEJ! Det er som om at den lille videnskabelige forklaring sætter lidt en kæp i stemnings hjulet..

 

Nej, spøg til side. Jeg er rigtig glad for at Dan nåede at få set ordentligt nordlys inden turen igen går til Danmark, for ham. Og jeg bliver nok heller aldrig træt af at se nordlys

 :-)

 

som tiden dog går...

Efter en tur ude i stormen og vandet (et kommer jeg tilbage til senere :-) kom jeg hjem og lod hvilen falde over mig, da det gik op for mig at der er gået en måned siden mit sidste oplæg. Hold da op som tiden er fløjet af sted. Men er det ikke også sådan, at tiden går hurtigt når man har det godt...

Nå, men vejret har slået om heroppe. Temperaturen har i det sidste stykke tid vippet omkring frysepunktet, hvilket har resulteret i spejl glatte veje, fortove, legepladser, hmm.. ja, ALT har været glat. Når jeg skriver spejl glat er det utroligt nok ikke en overdrivelse. Bare at skulle ind i bilen som holder op af, i indkørslen, har resulteret i flere ture på rø***. Så teknikken er blevet at få døren åbnet, få godt fat i taget på bilen samt håntaget på indersiden af bilen og så mere eller mindre svinge sig ind i bilen.. Ja, et lækkert syn, I know ;-) Men det virker...
   Men det milde vejr har så også været skyld i at sneen sjovt nok er begyndt at smelte. Efter hvad folk fortæller, plejer det ikke at ske så tidligt på året. Når man så har og har haft så meget sne som vi, betyder det så også at der ligger MEGET vand på vejene. Især på hovedvejen, nede ved kysten. I dag da vi var ude at køre, skulle vi gennem en "vandpyt", hvilket var så dybt, at det begyndte at volde bilen en smule problemer. Men heldigvis kunne vi køre hjem, så nu er det bare om at planlægge mine ruter ned i byen, der går uden om de værste "pytter".

_________________________________________________________________________________

Siden sidste indlæg, har jeg haft en dejligt besøg af min søster. Denne gang var besøget på hele ni dage, modsat de, hvad tre sidste gang? Vi havde god tid til at hygge, opleve og feste.

Jeg fik mig en fridag i løbet af ugen Elisabeth var her, så vi valgte at bruge dagen på at køre en tur til Vardø. Vardø er en by der ligger helt ude på spidsen af Varanger Halvøen, cirka 90 km. væk fra Vadsø. Jeg har aldrig været der ude før, da vejret ikke rigtig har været til at jeg ville køre derud alene. Vi havde en slags plan om hvad vi ville se derude, men det blev også til et par andre ting. Nu skal det siges at Vardø ikke er verdens største by. Den har omkring 2000 indbyggere. Så der er ikke en hel masse at se, men vi havde en hyggelig dag derude alligevel.
   Tilbage i 1730erne havde Vardø en central rolle i sikringen Norges, senere Danmark-Norges, suverænitet i området. I den forbindelse blev Vardøhus fæstningen opført, som militært forsvars værk. Fæstningen er opført af en jordvold formet som en ottekantet stjerne, der huser 9 mindre bygninger. Senere i 1990erne mistede det dog sin militære værdi, og bruges i dag som flag- og salutfæstning. Jeg vil ærligt indrømme at det var en lidt morsom oplevelse at se. Før sidste sommerferie, var vi en tur i København, hvor, inden turen gik hjem af igen, vi var en tur inden om Kronborg. Så det indre billede af hvordan Kronborg ser ud, er stadig frisk i hukommelsen. Derfor var det også næsten komisk at stå overfor denne fæstning, da den i sammenligning mindede lidt om de miniature udgaver Lego Land bygger af forskellige vigtige bygningsværker. Men hvad skal jeg sige. Det var en hyggelig fæstning (Her forestiller jeg mig, at det ikke var intentionen da fæstningen blev bygget, at den skulle være hyggelig). Any who, hyggelig var den, og overraskende hurtig at se.

Efter fæstningen gik jagten i gang, på at finde Heksemonumentet, hvilket egentlig var mere vanskeligt end man skulle tro, når man ikke helt ved hvad man ser efter. Det viste sig så, at vi havde parkeret cirka 100 meter fra monumentet, da vi først kom til byen. Heksemonumentet er opført for at mindes de som blev brændt for brug af trolddom i 1600tallet. Hvis man i området blev beskyld og dømt for brug af trolddom, var Vardø stedet hvor afbrændingerne foregik. Monumentet er en hel speciel oplevelse. Det er et langt bygningsvært, det er bygget op på pæle over vandet. Meget vanskeligt at forklare, men billedet neden under er af monumentet. Helt i toppen er et billed taget inde i monumenter. Hundredvis af glødepærer, der giver et svagt lys fra sig. Præcis lys nok til at kunne læse alle teksterne der hang gennem hele gangen, med beretninger om alle de der blev brændt. Beretning om hvor de boede, hvad de var beskyldt for, hvad de blev dømt for, og andre oplysninger af den art. 

tillykke til det samiske folk

I dag, d. 6. februar er det samarfolkets dag, eller på godt nordsamisk Sámi álbmotbeaivi... yes...
Det er en dag der markeres i både børnehaver og skoler, men også for selve samerfolket som mødes til fest og fejring om aftenen. I vores børnehave har vi hele ugen gjort klar, og det startede i mandags gik turen til Varangerbotn samiske museum. Billedet ovenfor er fra deres flotte udstilling. Der fik vi blandt andet en gennemgang af den samiske klædedragt, fra top til tå, fra en medarbejder, der havde taget sin egen dragt med. Ud over at lære en masse nyt om det samiske folk, var der også et fantastisk legerum, men en rutsjebane der startede helt oppe under tager. Men det bedste af det hele var nu, at der også var plads til voksne... hvor ofte er det lige at vi voksne får lov til at tage del i rutsjeturene i børnenes legerum :-) Og lad mig sige det sådan... der blev ikke kun til én tur :-D

Nå, tilbage til dagens emne... I dag blev det så tid til den endelige fejring. Vi startede dagen med at skrælle og skære grønsager der skulle bruges til at lave Bidos med, som vi skulle spise til frokost. Bidos er en kødsuppe lavet på grønsager og rensdyrkød. Det er en ret som traditionelt bruges som festmåltid blandt samere. Til suppen fik vi Gahkko, samisk brød, bagt på pande. Ud over festmåltidet til frokost, havde vi fællessamling med alle børnene i børnehaven, hvor der blev snakket om samiske dragter, og sunget flere sange på samisk. Jeg kan love Jer for at det var en tungevrider.. Samisk ligner på ingen måde norsk...

Vi fik i børnehaven besøg af en journalist fra avisen Finnmarken. Jeg sætter her et link ind med billeder af fejring af samerfolkets dag, rundt omkring i Vadsø. Men det vigtigste er naturligvis de fine billeder fra Maurtua Barnehage som er billederne fire til ni :-D  www.finnmarken.no