tirsdag den 4. november 2014

Rejsen gå til Rusland


Nu skulle man tro at jeg havde fået stillet min rejse lyst for en stund, men nej.. Da jeg fik muligheden, med arbejde at tage en tur til Murmansk, skulle der ikke mange sekunder til for at overtale mig til at tage med. Og denne beslutning blev faktisk taget allerede tilbage i efteråret sidste år, men blev af praktiske årsager ikke til en realitet, før dette efterår. Så kufferten blev pakket, snacks, drikkevare og film til den lange køretur blev ordnet, til afrejse torsdag d. 9. oktober.

Vi var fire stykker fra arbejdet der i samarbejde med Finnmarks Røde Kors, tog turen over grænsen. Vi ankom sen på aftenen, efter 8 timers køretur, og derfor var udsigten fra bussen begrænset til farverigt lysshow fra gadelygter og neon skilte i alle regnbuens farver, der fyldte byens store gader. Efter kort visit på vores hotel, var det tid til aftensmad. Vi fandt en restaurant, der, hvis jeg skal sige min ærlige mening, var en smule stilforvirret. Jeg ved ikke, men blandingen af en gammelbil over baren, kobber pander og store træer, har i mine øjne ikke den store sammenhæng, men jeg vil så til deres forsvar sige at de lavede et super borsjtj (rødbede suppe). Nå, men baggrunden for rejsen til Murmansk, var at vi i vores børnehave er venskabs børnehave med en russisk børnehave. Vi har i længere tid haft kontakt over mail, hvor vi informerer hinanden om vores arbejde og hvad vi laver med børnene. I den forbindelse syntes vi det kunne være interessant, at besøge den russiske børnehave. Så om fredagen kørte vi fra hotellet med vores tolk Sergei, som skulle være med os hele dagen. Det var en dag med rigtig mange indtryk, som vi stadig taler om her hjemme. Det var en øjenåbner i forhold til mange ting i forhold til vores egen pædagogiske praksis.

Ud over vores faglige program blev der også lidt tid til at se på byen. Desværre alt for kort tid, og jeg kan derfor også sige med sikkerhed, at det ikke er sidste gang jeg besøger Murmansk. 
   Murmansk er en forholdsvis ung by som blev grundlagt i 1916 under første verdenskrig, men fik først navnet Murmansk som vi kender det idag efter oktoberrevolutionen i 1917, hvor byens indbyggertal allerede havde rundet 10.000. Byens havn har helt fra begyndelsen fungeret som handels-havn, men efterfølgende også som fiskeri- og trawlerflåde-havn. Byen er idag den største nord for polarcirklen med cirka 350.000 indbyggere. 

Det er en lidt sjov by egentlig, for på afstand ligner det et enormt stort industrikvarter. Masser af lejligheds komplekser i en lækker grå nuance. I den tid jeg var der, så jeg ikke et eneste hus. Bare høje bygninger med masser af lejligheder. Men den opfattelse blev dannet på meget kort tid, så for at gentage min egne ord, så skal jeg helt sikkert tilbage, for der er meget mere at udforske i byen, som gemmer sig længere væk fra de store gader, som jeg desværre af tidsnød ikke kom langt væk fra. Alt i alt handlede turen om at bruge tiden så effektivt som muligt. Der er nu alligevel noget fascinerende med Rusland. Den charme en lille cafe i en ombygget skurvogn placeret i en barak-by, også af gamle skurvogne, er vanskelig at finde andre steder. Vi stod der i kø blandt soldater og russere, hvor der står en mand med et smørret grin, som gebrokkent prøver at udtale "sprachen Sie deutsch?", for efter at få svaret "einbishen", vælger at spørge "speaking you english?", det giver da noget at smile af :-)



Jeg har samlet nogle billeder fra byen herunder, for at vise bare lidt af alle mine oplevelser. 




tirsdag den 14. oktober 2014

Så er sneen kommet

Jeg sidder her og se ud på lyset fra lygtepælene, hvis gule lys flakker fra de store snefnug som stille lister sig forbi og ned mod jorden. Det er som om at tiden går i stå, når sneen kommer.

Lige nu står temperaturen på -4 grader. Vinteren er kommet til Vadsø, og den er kommet for at blive..

 

lørdag den 4. oktober 2014

Det er slagte tid...

Før jeg begynder, vil jeg beklage hvis jeg støder nogen med de billeder der vil blive vist, hvis I vælger at se slideshowet længere nede.


Heroppe er rensdyr ikke et dyr man kan håndfodre med dyrefoder, købt ved indgangen til dyreparken. Her er rensdyr, på lige fod mede kvæg der hjemme, opdrættet til slagtning. Ganske vist er forholdende, i hvilke denne opdrætsvirksomhed foregår en helt anden, end de stalde og indhegnede områder til græsning. vi er vant til at se. Men ikke desto mindre er der i bund og grund tale om samme formål for dyrene. 
   Jeg har siden jeg så mit første rensdyr i den frie natur, på vores rejse herop gennem Finland, haft en forkærlighed for disse dyr. Senere at opdage, at de selv samme dyr var at finde i min egen baghave, dét gjorde kun mit indtryk af min, nu hjemby, endnu mere komplet. Hvad kunne jeg ønske mere, end at finde rensdyr på en helt almindelig gåtur med Nova. Ja, jeg siger Jer, at mit kamera ikke fik lov at hvile, når det flotte dyr var i nærheden. Jeg havde ikke skænket det en tanke, at rensdyret egentlig blot var til stede for senere på efteråret at blive jaget sammen, mærket og slagtet. På trods af min forkærlighed for rensdyret, som jeg selv den dag i dag, ser som et magisk dyr med gode forbindelser til julemanden ;-) er jeg ikke for fin til at påskønne, det slagtningen er med til at give os - "Mad på bordet og skind i den kolde vinter". Derfor var jeg også utroligt begejstret, da jeg med arbejdet fik mulighed for at tage de største børn med på fjeldet i Krampenes, for at se hvordan det går til, når rensdyr bliver slagtet. Da jeg sad i bussen sammen med 13 spændte børn, så jeg for mig to ønsker blive opfyldt. Det første ønske handlede om at vise og lære børnene om, hvad der egentlig gør at vi kan spise kød hver dag. At selvom vi kun fik set slagtning af rensdyr, er det en vigtig lektie, at være klar over hvordan verden hænger sammen. At lære børn at kød ikke kun er noget der kommer fra køledisken, men at det rent faktisk er noget der kommer fra et levende dyr. For det andet var det et personligt ønske der blev opfyldt, da jeg nok var mere spændt end børnene :-D

Rensdyr er den eneste type af hjortedyr, hvor både hannen og hunnen har gevir. Hannen kaster sit gevir i december/januar, hvor hunnen først kaster det maj. Hunnen kan derved lettere skaffe sig adgang til føde i vintertiden, som er perioden hvor fostret vokser. Når rensdyret går, høres en klik-lyd, som gør det nemmere for flokken at holde sammen i dårligt vejr. Neden for har jeg lagt en lille video jeg filmede af en af de store flokke der var samlet. Hvis I hører godt efter og ignorere mit gebrokken norske, vil I kunne høre deres knirkene hove.


Ved slagtningen så vi ikke selve aflivelsen, som foregår med kniv, men så hvordan de fjerne indvolde og skind, før dyret tages til slagtning under rene forhold, for at kunne bruge kødet. Men den process vi var vidne til er også, i mine øjne, den mest interessante, da man stadig i det stadie kan se at det er et "ægte" dyr.  Jeg har lavet et slideshow med en del billeder af det vi fik lov at se. Nu er jeg rigtig glad for at tage billeder, som I måske allerede har regnet ud, og det er uanset hvad motivet måtte være. Det betyder også at der er billeder ind i mellem, som ikke alle vil kunne se der flotte i, men som jeg svarede en dreng som spurgte mig "Charlotte! Hvorfor er det du tager billeder af det som er rigtig ulækkert?", så tager jeg billeder "for at tage oplevelsen med mig hjem". 

God fornøjelse.


søndag den 14. september 2014

Endnu mere ferie - i hunde højde


Nå, tiden er inde og jeg er klar.. Hvor var det jeg kom til.. Jo, gæster, gæster og flere gæster.
   Hvis ikke I var klar over det, så er Charlotte MEGET glad for at have gæster og arrangere. Nu har hun jo været i Norge i lidt tid, og er derfor i underskud af fest planlægning.. Så det ville hun rette op på når nu vi endelig var i Danmark. Det startede med et mindre selskab, i sommerhuset i Bunken. Charlotte og Dan havde et mål med at få spist noget af alt det mad der var i fryseren i huset i Danmark, så der blev lavet hummer til den store guldmedalje til gæsterne. Det var endda nok til at jeg også fik en LILLE smagsprøve 'snøft' (hun gik i pendul fart mellem to generationer af Hyltoft'er, som tilfældigvis sad ved hver sin ende af bordet :-)

Det var en dejlig aften... og det baserer jeg på at mængden af snak der gik over bordet, og så det obligatoriske bål der blev tændt. Denne gang var det dog ikke skum fiduser der var på programmet. Nej nej.. Som jeg har set flere gange i Bunken, så blev bålet denne gang brugt til noget langt mere fornuftigt. - PANDEKAGER - Jo jo.. Pandekager på bål er lidt af en specialitet i Bunken, og de er gode til at lave dem. I kan tro at der var kamp om dem ved bordet. Ingens næse skulle gås forbi, og der var i hvert fald ingen der skulle gå foran i køen. Sikke en aften. Det var dejligt at se dem alle sammen igen.



Men det var bare starten på gæste strømmen. Ugen efter var det Harmonika træf i Bindslev. Nu ved I jo nok at hunde har super hørelse, og min er ingen undtagelse. Så jeg behøver ikke høre om at FOLK har fået nok af harmonika musik.. They don't know what they are talking about.. Men jeg må så sige af den uge giver anledning til en masse hyggelige stunder. Karsten er "camp chief" på Spejder lejrpladsen, hvilket betød at jeg var på mange ture deroppe, og jeg kan love for at det er hyggeligt folk der bor deroppe. Det er lidt som en slags familie, der kun ses en gang om året. Så jeg er altid klar, når Karsten spørger om jeg vil med.
Men, det er ikke kun gode oplevelser der er i Harmonika træf ugen. Nej, der er én tragisk dag, hvor Charlotte og Elisabeth på det groveste bliver smidt ud fra Laksevej. De kan gå der og hygge hele dagen, og så sker der noget hen af eftermiddagen. Stemningen ændres. Sonja og Karsten begynder at over se dem, så de bliver nødt til at pakke og gøre sig klar til at gå. De bliver smidt ud, når der kommer gæster. Sonja og Karsten har en tradition med at have gæster torsdagen før Harmonikatræf til god mad og gode drinks. Men der er ikke plads til Charlotte og Elisabeth. De bliver hvert år smidt på gaden, og må finde husly på Bindslev Hotel, hvor de søde arbejde folk, gør alt de kan for at overskygge den mørke dag, med lidt glæde og smil. Heldigvis er de dygtige til deres arbejde, for som jeg husker det, var deres smil større den aften, da mig og Dan kom på hotellet for at hente dem, end det havde været hele ferien :-)



Da smilet begyndte at lægge sig lidt igen dagen efter, kaldte arbejdet. Charlotte skulle gøre klar til en endnu større fest, med endnu flere mennesker. Der blev bagt, skåret, hakket, kogt og ordnet i køkkenet til den store guldmedalje. Jeg var tit inde i køkkenet - for at tjekke om Charlotte havde det godt, selvfølgelig -, og det viste sig at Charlotte var så taknemlig for min omtanke, at jeg fik en lille smagsprøve, næsten hver gang jeg kom. Hvor heldig kan man være? Det havde jeg jo slet ikke forventet ;-)
Efter nogle dage med forberedelse, kom den store dag. Jeg havde ikke fået besked om hvor mange som kom, så jeg havde ikke haft ordentlig tid til at forberede mig. Men folk begyndte at strømme ind, og flere og flere til sluttede sig. Hurtigt var haven og indkørslen fyldt med folk. Det var alle sammen familie, på Sonjas side. Det var helt utroligt. Så mange på et sted, og alle virkede til at have det godt. Børnene var i badebassinet det meste af dagen, mens de voksne snakkede uafbrudt. Det er altså utroligt hvor meget mennesker har at snakke om. Jeg var der også hele dagen, uden at sige et eneste ord. Det var så heller ikke nødvendigt. Der var ingen pinlig tavshed. Selv jeg havde godt selskab hele dagen. Jeg siger Jer, at sidst på dagen var jeg så træt, at jeg næsten ikke kunne holde mine øjne åbne. Heldigvis var der en sød lille pige der fortalte alle de andre, at jeg skulle have lov til at sove. Tak for hjælpen og dejlig nus, Marie



Allerede dagen efter, havde Charlotte arrangeret et sidste besøg. Emil og Viktor skulle med mig hjem til sommerhuset. Men det var rent hygge. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er rigtig glad for begge de to drenge, og det ved jeg Charlotte også er. Så det tæller ikke rigtig som et besøg, for det var bare ren hygge for alle parter. Der blev både tid til at spille, læse og spille golf.



Puha.. masser af dejlige mennesker på besøg. Jeg tror også det har givet Charlotte et godt arrangerings-fix, der skal kunne holde lidt tid. Ud over gæster, havde vi naturligvis også masser af tid til at hygge med de nærmeste. Der blev også tid til et besøg i  Frederikshavn, da Poul og Kirsten var kommet hjem fra deres ferie. 


Jeg vidste at noget skulle ske dagen efter, for Charlotte og Dan begyndte at snakke om at Poul og Kirsten skulle give masser af godbidder til mig, ikke at jeg klager. Jeg fik selvfølgelig igen ikke noget at vide. Men godbidderne var for at jeg skulle lære at det var godt at blive og høre efter Poul og Kirsten, som jeg skulle være på besøg hos, mens Charlotte og Dan var i Randers og se Graceland sammen med Karsten, Sonja og Elisabeth. Det havde været en utrolig dag. De lærte en masse om Elvis, og fik også så meget mad, at de næsten blev helt dårlige.



Før turen endelig går hjem igen, vil jeg vise lidt blandet billeder fra ferien, fra de hyggelige stunder jeg tidligere har snakket om, bare for at få alt med. Det var en ferie med mange forskellige oplevelser. Det har været dejligt at se alle sammen igen, men jeg må også indrømme at jeg glæder mig til at komme hjem. Hjem til Vadsø, hvor Dan nu også skal være en del af vores liv. Familien samlet igen.






Men jeg vil takke for en dejlig ferie, og tak for at I dag læse så langt om mine oplevelser.

tirsdag den 19. august 2014

En ferie - i hunde højde


Vil I høre om min sommer...? Okay, men gør Jer klar til en hæsblæsende historie. Ja, jeg siger Jer at jeg oplevede meget. Meen, måske er "hæsblæsende" lidt af en overdrivelse, men I forstår sikkert hvad jeg mener.

Min historie begynder allerede et par dage før vi skulle af sted. Dan og Charlotte begyndte at vaske en masse tøj og ligge noget af det i skabet, som de plejer, og noget af det i nogle kufferter, som de selvfølgelig ikke plejer. De så på nogle lister de havde lavet og krydsede af, efterhånden som tingene blev fundet frem. Også mine sager blev fundet frem og krydset af. Selvfølgelig! Så er der ingen der fortalte mig hvad der skulle ske, nej nej, men jeg kunne nu godt fornemme, at der skal ske noget stort. Sådan starter det nemlig hver gang vi skal rejse... En tidlig mandag morgen stod Charlotte op, og vi cyklede/løb en rigtig lang tur, inden vi blev hentet af taxaen. "Det er godt nok et stort bur" siger taxa chaufføren, præcis som sidste gang vi skulle med taxa med mit bur, selvom Charlotte allerede i telefonen havde fortalt dem, at det var et "digert" bur. Det troede de åbenbart ikke på... Jeg sidder bag i bilen, i buret, mens vi kører til lufthavnen. Ja, da går det et lys op for mig. Vi skal ud og rejse. De er nu så søde i lufthavnen, og lader mig gå rundt og snuse til ALT. De lader mig endda blive hos Charlotte og Dan, helt ud til flyet, hvor de løfter mig op i lastrummet, og jeg går ind i buret (selvfølgelig efter at jeg har gået rundt og tjekket at alt er i orden). Så er ferien begyndt. Mig - ind og ud af fly, først i Kirkenes, så i Oslo og så til slut i København, hvor Dan og jeg står af og tager toget til Århus, da de siger at mit bur er for stort til at komme med flyet til Aalborg :-( Charlotte flyver dog videre til for at hente bilen, før hun så henter os i Århus. Sent på aftenen "lander" vi endelig i huset i Randers.Sikke en dag. I huset virker alt til at være som det plejer. Hmm.. Men er det nu det? Man kan jo aldrig være helt sikker. Jeg tjekker derfor alle rum i huset godt og grundigt, bare for en god ordens skyld. Jo jo, den er god nok. Det ER vores hus, vores møbler, vores ting, og hopsa, det er MIN sofa. Godnat.

Næste dag, går det hurtigt op for mig at denne ferie ikke er en helt almindelig ferie. Elisabeth og Sonja kommer, og de har med sig en masse kasser. En masse kasser som mine skøre ejere begynder at fylde med alle vores ting. Hvad skal det nu til for? De bliver fyldt til randen, og placeret på et værelse. De bliver ved med at sige, at alt må blive klar til hende der skal leje huset. Jeg ved ikke heeelt, hvad det egentlig betyder, men alle virker godt tilfredse med det, så jeg bruger ikke en masse tid på at tænke på det. Hellere bruger jeg min dyrebare tid, på at holde øje med at alle gør deres arbejde ordentligt. Og det er ikke en let opgave skal jeg hilse og sige. Både Karsten, Andreas og Poul kommer også i løbet af ugen for at hjælpe. Der er så meget der skal gøres.
   Karsten og Andreas skal male huset. Det er de godt nok dygtige til. Jeg tror de har øvet sig hjemme. Teknikken de bruger, tror jeg kaldes "synkron maling". Det ser i hvert fald ud som om det er noget de har øvet længe på. Har du ikke hørt om synkron maling? Det er en nydelig sport, der udføres roligt og yndefuldt. Heldigvis tog Charlotte lidt billeder af denne flotte opvisning, så du kan se hvordan det foregår.






Hold da op som de pakker. I over en uge er det eneste de gør at rode ud, pakke ned, sætte væk - rode ud, pakke ned, sætte væk. Og køre på lossepladsen en halv snes gange. Om og om igen, indtil de en dag har fyldt bilen og siger jeg skal sætte mig ind. Igen! - har ingen fortalt mig, hvad der skal ske. Nej nej, men efter en god lang lur på cirka halvanden time, vågner jeg op, ved at vi kører op af indkørslen i Bindslev. Der, i huset som jeg har besøgt så tit, skal Charlotte og Dan spise aftensmad, før vi skal videre i sommerhuset i Bunken. Nu siger jeg det kun er Charlotte og Dan der skal spise, og det er for så vidt helt rigtigt. Officielt spiser jeg ingen ting, men gennem længere tid har Karsten og jeg haft en ordning, hvor, hvis jeg vil hjælpe ham med at rydde op, så får jeg lov til at slikke rester af ALLE fade og skåle fra aftensmaden :-) Rimelig god ordning syntes jeg selv. Der ud over har jeg en aftale med Sonja om at tørret rugbrød er tilgængeligt hele tiden, lige fra jeg træder ind af døren. Som betaling, sørger jeg bare for hele tiden at være rigtig lækker (No problem, siger jeg bare). Sent på aftenen, efter at Charlotte og Dan har erhvervet sig en ordentlig gang jordbær mavepine, "lander" vi i sommerhuset. Nu begynder ferien rigtig. Nu skal vi slappe af.

Dagen efter ligger Charlotte og jeg og daser, mens Dan er i Frederikshavn. Jeg ligger ved døren, da jeg ser den grønne bil som jeg kender så godt, og ser Elisabeth komme ud. Min hale vrikker hurtigt frem og tilbage. Elisabeth skal være på besøg, helt til næste dag. Charlotte og Elisabeth snakker og snakker og snakker og snakker og.... mens Dan prøver at få forbindelse nok til at arbejde. Og det er vist ikke så let, kunne jeg se, sådan som han vandrede rundt for at finde det der forbindelse. Vi er også en tur på golfbanen, hvor jeg får lov til at løbe efter bolde. I love it... Bål har vi også, det skal vist nok være hyggeligt, men jeg syntes bare røgen irriterer næsen. Mens Charlotte og Elisabeth fortsætter med at snakke og snakke, ligger jeg mig til ro, og prøver at få hvilet ørerne lidt.



Lørdag får jeg endelig lidt ro. Jeg får lidt mad i et aktivitets legetøj, mens Elisabeth, Charlotte og Dan kørte til Aalborg, for at fejre Louises fødselsdag. Nu fik jeg ikke lov til at være med selv, men da jeg senere blev kørt til Bindslev af Dan, hvor Charlotte og jeg skulle overnatte, hørte jeg dem snakke om den dejlige dag de havde haft, og den gode mad de havde fået. Netop DER blev jeg lidt misundelig over ikke at have været med... Men så alligevel... Som jeg forstod det var det nok alligevel bedst at jeg ikke var med. Charlotte blev i hvert fald med at fortælle om en lækker knægt der var med, så hun havde sikkert ikke haft tid til mig alligevel..


Nå, men så var jeg pludselig i Bindslev, som jeg selv heller ikke vidste noget om. Dan skal vist ned til sin storebror Jes, og hygge, før de næste skulle ned og arbejde på huset i Randers. Mig og Charlotte bliver i Bindslev for at hygge os. Jeg kan rigtig godt lide at være i Bindslev, for der er masser af hænder der vil klø mig på maven, masser af mad aftaler og sidst, men bestemt ikke mindst, så er Karsten helt pjattet med at løbe. Heldigvis for mig kan han bedst lide at have selskab på sine løbeture, det vil sige MIG :-) Næsten hver gang vi er i Bindslev, får mig og Karsten os en løbe tur, og jeg elsker det. Om aftenen blev der igen tid til hygge. Jeg ved ikke hvad der er med de mennesker, og deres ide om at hygge er lig med bål. Nuvel.. Bålet blev tændt, drinks blev mikset, skum fiduser (også en til mig, når jeg spørger pænt :-) og pølsepinde blev fundet frem og... Karsten blev klippet!?! Det syntes jeg ikke plejer være en del af en hygge aften. Men ikke desto mindre, blev han klippet, og det lige ved siden af bålet. Jeg ved ikke om det var varmen fra bålet, Charlottes klippen eller hvad dat var, men Karsten så nu ind i mellem ud som om det gjorde lidt ondt ;-)







Puha.. Jeg syntes jeg begynder at få lidt ondt i poterne af alt det skriveri. (Jeg har jo også lige lært det ;-) Og tro mig, denne ferie i langt fra færdig. I næste "afsnit" skal I få lov at høre om alle de gæster vi havde på besøg i ferien, og det var ikke så lidt, skal jeg hilse at sige...


søndag den 10. august 2014

Fortsættelse følger

Når jeg sætter mig her foran min computer for at skrive og beskrive mit liv som det er idag, ved jeg næsten ikke hvor jeg skal begynde. Så meget har forandret sig. Den forskel der er mellem "før" og "nu", er næsten lige så stor som afstanden mellem "før" og "nu"   - flere tusind kilometer...

Jeg er lige kommet hjem fra en dejlig, men hektisk sommer i Danmark. Når jeg pakker og gør mig klar til at rejse, kan jeg ikke andet end komme til at glæde mig, og se frem til alle de gode stunder jeg skal have. I mit heldige tilfælde, ville de gode stunder blive tilbragt i min families selskab. Men samtidig har man, eller jeg havde i hvert fald, en klump i maven over den tid man nu skal være væk hjemme fra. Jeg bliver mere og mere klar over at mit tilhørsforhold har ændret sig. I vores sommer i Danmark, skulle vi pakke hele vores hus ned, eller rettere, pakke husets indhold ned. Vi har lejet huset ud, i forbindelse med at Dan nu også er flyttet til Norge. Så der skulle gøres klar til den nye indflytter. En anden skal bo i mit hus. Hmm... Hvad tænker man lige om det? Jeg havde regnet med at processen ville være følelsesladet og fyldt med, tja, "hvad har jeg lige gang i" - panikken, men nej. Den ro og sikkerhed jeg følte ved at skulle overlade det der VAR mit hjem til en fremmed, overraskede mig. Jeg har truffet den rigtige beslutning. Jeg var ikke ked af at pakke en masse ting ned, velvidende at jeg ikke ville se dem igen i meget lang tid. Jeg har jo det jeg har brug for, lige her, i lejligheden omkring mig. Dan sidder på sofaen og arbejder, mens Nova ligger i sin kurv og sover oven på en dejlig gå tur. Jeg kan høre vaskemaskinen der fortsat prøver at arbejde sig i gennem vores ferie vasketøj. Ovnen, med sin konstante summen, lader duften af müsli, sive ud, og fylde lejligheden med en hjemlig hygge. Inden længe vil både vaskemaskinen og æggeuret fra ovnen kalde, tøjet skal hænges op og der skal røres i müslien. Dette helt naturlige flow af gøremål minder mig om, at alt er præcis som det skal være. Hverdagen er begyndt, og jeg kan lide det.
   Jeg vil ikke sidde her og påstå at der ikke var noget derhjemme, der fik min længsel til at vokse. Når jeg for første gang i seks måneder ser min lille nevø, ser hvor meget han er vokset, hvor meget han har forandret sig, så kan jeg godt blive ked af ikke at have været en større del af det liv han lever og oplever. Når jeg kommer hjem til mine forældre og siger "nej, så fint det er blevet hernede", og svaret er, "at det blev lavet for flere måneder siden", så bliver jeg mindet om at jeg ikke længere har min "daglige" gang i huset. Når jeg oplever en højt elsket person sidde helt stille med sig selv og lade tårende rende ned af sine kinder, fordi jeg snart skal rejse hjem, kan det endnu give mig en klump i maven og minde mig om at mit beslutning ikke kun har konsekvenser for mig, men også dem jeg efterlader. Jeg savner min familie, og det er ingen hemmelighed. Fik jeg det som jeg ville, tog jeg dem alle med herop, for jeg er da helt sikker på at alle vil få det bedre heroppe. Hvem ville ikke det? Her er jo fantastisk :-) Men det her er mit liv, og jeg må leve det så godt jeg kan. Og lige nu, da er det at bo i Vadsø den rette beslutning for mig. Heldigvis, vil jeg sige, lever vi i dag, omgivet af teknikens goder. Skype, Hangouts, Facebook, mail og så videre, giver os mulighed for at være i tæt kontakt, over meget lange afstande. Når jeg tænker på min mormors bror, som for mange år siden rejste til Canada, uden mulighed for at Skype med video, eller sende en hurtig mail eller besked på telefonen, ja, så er jeg i sammenligning, slet ikke så langt væk.

Jeg har haft en helt fantastisk sommer, med masser af gode minde, som jeg rigtig gerne vil dele med Jer alle sammen, men billeder og historier må vente lidt med at komme på bloggen. Så jeg vil afslutte med nok de mest frustrerende ord i moderne tidsalder...


"Fortsættelse følger" :-D

torsdag den 12. juni 2014

Mit navn er Charlotte, og det her er mit liv.

For et år siden sad jeg i stuen på min hjemme adresse i Randers, sammen med min hund, og min mand, som jeg på det tidspunkt ikke engang havde været gift med i et helt år. Jeg var to år forinden blevet færdig med min uddannelse som pædagog, en karriere-vej i Danmark, jeg må indse ikke havde været den bedste beslutning, taget job-mulighederne i betragtning. Jeg havde været ude at arbejde, men aldrig noget fast i hele den periode. De nærmeste omkring mig begyndte at kunne mærke hvor meget situationen pressede mig, og hvor meget jeg kæmpede med at holde gejsten oppe. Værre blev det da jeg blev sendt ud i et rotations-projekt på en arbejdsplads, jeg i bakspejlet, aldrig skulle havde været på. Det gik endda så langt at min familie ville at gå til handling, hvis ikke min situation ændrede sig. For mig blev hullet bare dybere og mørkere. Ud over jobsituationen, skal det for ingen i dagpengesystemet, marginaliseres det pres og stress som følger af at være fanget i arbejdsløshed.

"Har du ikke lyst til at arbejde?" "JO!", "jamen så må du da også være glad for det jobcenteret tilbyder i form af job rotation" - "naturligvis, men ikke på bekostning af mit psykiske velbefindende"

Nå, tilbage til stuen i Randers for et år siden. Min mand og jeg tog den aften en beslutning som skulle forandre hele vores liv, på meget kort tid. Jeg skulle begynde at søge arbejde i Norge. Det skal ikke forstås sådan at beslutningen blev drøftet og bestemt på den ene aften, tro mig, vi har brugt mange aftener på at diskuterer min situation. Men denne aften blev det alvor. Næste dag var min første ansøgning sendt, og jeg havde kontaktet et vikarbureau som havde kontakter i Norge. Her fra gik det stærkt. Fra min første ansøgning var sendt, havde jeg modtaget fire job-tilbud inden for 14 dage. Jeg kunne næsten ikke få et ben til jorden, for ikke at tale om at få pusten, efter job interviews på norsk over telefon, samt MANGE MANGE opkald til min mand, mine forældre, min søster og bror, for at holde dem opdateret på hele situationen. Mange beskeder blev fortalt MANGE gange. Men jeg skal bestemt ikke klage. For første gang i lang tid, kunne jeg mærke, helt nede i maven, glæden over at fortælle hvordan det gik. Men fire job-tilbud? Det er jo helt surrealistisk. I Danmark skal vi prise os lykkelige, hvis vi får ét tilbud. FIRE?? Pludselig var det mig der havde magten. Jeg havde jo forhandlingsgrundlag. Jeg skulle ikke bare takke ja til det første og bedste, men kunne begyndte at overveje hvad det lige præcis var jeg ville og hvor jeg ønskede at være. Jeg havde fået job-tilbud i både Nord-Norge og i og omkring Oslo. Jeg havde i mine overvejelser da jeg sendte ansøgningerne, haft to tanker omkring HVOR jeg ville arbejde. Hvis jeg nu fik et arbejde omkring Oslo, var det jo nemt både for mig og for min familie at komme frem og tilbage mellem Norge og Danmark. (Måske skal jeg her indskyde, at da min mand og jeg tog beslutningen om at jeg skulle søge i Norge, var vi begge klar over at jeg i første omgang skulle flytte alene). Den anden tanke omkring hvor jeg ville arbejde, var med øjnene rettet mod noget højere breddegrader, nemlig Nord-Norge. "Hvorfor så langt oppe?" blev jeg spurgt MANGE gange. Jo, jeg vidste jeg skulle flytte alene, og uanset om jeg var så tæt på som Oslo eller som så langt fra som i Vadsø 2200 km. væk, så ville jeg jo være alene og ikke have mulighed for at tage hjem hver og hver anden weekend. Så hvorfor ikke tage den oplevelse det kunne give at flytte herop? Eventyret i at flytte til et arktisk område der byder på mørke tid to måneder og sne langt over halvdelen af året, og midnatssol samt en natur uden sammenligning.
   Jeg må også indrømme, at mine to valg var baseret på to forskellige grundlag. Det praktiske grundlag om Oslo og LYSTEN til at opleve Nord-Norge. Heldigvis var det lysten der til sidst vandt, og her sidder jeg i dag i Vadsø og skriver med glæde om mine oplevelser.

Men med denne beslutning kom en masse nye udfordringer. Finde lejlighed, købe møbler, arrangere rejse herop, pakke det meste af mit liv ned, få godkendt min uddannelse i Norge, pas med mit nye "gifte"-navn, pas til Nova... ja listen kunne fortsætte. Så det blev en hektisk sommer der resulterede i en MEGET lang køre tur, med én chauffør og én passager og én hund, samt de fleste af mine personlige ejendele pakket omhyggeligt ned i kasser og vakuumposer, for at få plads til så meget som mulig i bilen, der blev pakket til bristepunktet. Nu var det virkeligt. Vi kunne ikke længere undvige og sige at "der er længe til". Jeg skulle begynde at arbejde og skabe mig et liv heroppe... uden min mand. For han skulle efter cirka halv anden uge flyve hjem til Danmark igen, hvor vores kontakt skulle foregå over Skype. Det har sagtens kunne lade sig gøre, og heldigvis har han haft et arbejde der har tilladt at han i det sidste år sammenlagt har kunne tilbringe to måneder og arbejde heroppe fra. Men det ville være løgn at sige at det ikke også har givet sine udfordringer. Det er lang tid og en lang afstand at arbejde med. Vi har i den sidste tid snakket meget om hvad vores fremtid skulle bringe. Jeg vil rigtig gerne blive her og trives godt, men skulle jo gerne havde min mand herop for at alt falder på plads, og hvad hvis ikke det var muligt? Hvad gør vi så? Men det senarie blev  heldigvis slet ikke aktuelt. Nu er situationen blevet således at Dan til 1. juli begynder på nyt arbejde med adresse i Vadsø. DAN FLYTTER HEROP!!! Efter lang tids søgen efter arbejde fra Dans side, skulle det lykkes. Så nu skal sommeren bruges på at pakke et hus ned i Danmark, samt at få pakket Dans liv i kasser og kufferter så vi igen får fælles adresse. Endnu et dansk liv flytter til Norge.

Jeg hedder Charlotte, og det her er mit liv.