Jeg har fået ny hjemmeside, hvor jeg for fremtiden vil skrive mine blogindlæg og dele billeder. Tryk på linket nedenfor, for at komme frem :-) Der har jeg skrevet en kort intro om hjemmesiden.
mandag den 5. oktober 2015
lørdag den 29. august 2015
Ohøj, hvaler i sigte...
Selvom vi med hastige skridt nærmer os september, føler jeg først nu at vi er ved at komme os over sommerferien. Vi har været så heldig at have to besøg, side om side, i august, som har forlænget vores følelse af sommerferie. Hvor heldig kan man være :-)
Første besøg var af Jes og Mette, Dans bror og hans kæreste. De havde taget vejen fra hytten i Sverige, i bil, op til os og havde blot tre dage her, før rejsen igen tog dem syd over. Så vi måtte være effektive i at vise Vadsø og Varangers bedste sider frem. Så vi startede med en tur til Hamningberg. Nu skal det her nævnes at min mand kommer fra en familie af første klasses natur og dyre spottere. Så vi kom ikke mere end tyve kilometer, før Jes med stor iver udbrød "hval, Hval. DER ER HVAL!". Jeg vil ikke kalde mig selv en stor skeptiker, men jeg sad alligevel men en lille følelse af, at det kunne da ikke passe. Jeg har boet er i TO år nu, og det har endnu ikke lykkedes mig at se hval, på trods af flere kollegers fortællinger om at have set flere. Det handler om timing, forstår I.. Men rigtig nok. Et blås steg op af vandet, efterfulgt af en rygfinne fra, som vi senere gennem grundig research fandt ud af var, en pukkelhval. Det sug det gav i maven da vi så det, kan ikke gengives her, men tag mit ord på at det var fantastisk. Det var som om hjernen slog fra, og vi sad der og masede over hinanden med kamera og kikkert, for få en syn af dyret ud af bilens venstre side..... Når vi egentlig bare kunne være gået ud af bilen :-/ Vi kørte lidt frem og tilbage, for at finde det helt rette sted for optimalt udsyn til hvalen, da vi og vores gæster linede os op på en række med hver sit kamera, i bedste turist stil, for at få det første billede i kassen. Og her er det, mine damer og herrer. En hval og fire MEGET tilfredse tilskuere.
Egentlig tror jeg vi kunne have kørt hjem den dag, og stadig haft en meget tilfredsstillende dag, men vi havde et mål, så vi kørte videre til Hamningberg. For de som ikke har gjort det, kan det stærkt anbefales. Det er en utrolig tur, med så store forandringer i både fjeld og vækst.
Deres ferie dage afsluttede vi på Vadsøya for at se luftskipsmasten, og til vores store overraskelse, syntes af rygfinnen til en vågehval. Vi havde nogle rigtig dejlige dage, og håber at de har lyst til at komme igen. Man skal huske at sætte pris på dejlige gæster. På gensyn til Jes og Mette, og velkommen til Poul og Kirsten tre timer senere..
To be continued..
Etiketter:
knølhvalen,
knølkvalen,
pukkelhval,
pukkelhvaler,
varanger,
Varangerfjorden
mandag den 15. juni 2015
Godt at se dig :-)
Det at sidde på kanten, langt væk fra alt og alle. Ikke en bil eller et mennesker i nærheden, mens man lytter til bølgernes beroligende skvulpen mod vandkanten, og den overdøvende skræppen fra mågerne, der til sammen bliver til den smukkeste melodi i midnatssolen. Det er da, at man mærker hvorfor det er godt at komme væk. Godt at mærke roen ramme dig som et slag, for her er der ingenting der kan stresse dig. Ingen tanker om arbejde får lo at passere, når du sidder og ser på fårene lege find Holger i græsset. Længe kan du have set på viderne uden at ligge mærke til den flok på knap ti får som pludselig står midt i billedet. Da kobler jeg af, som jeg aldrig har gjort det før. Man taler om meditation og tankens kraft, men jeg tror den bedste meditation er den der opstår helt af sig selv, når du giver dig hen i naturen rundt om dig. Den kræver ingen ting af dig, men kan give dig alt, hvis du bare har tid til at ligge mærke til det.
Jeg har længe gået rundt, og ikke kunne beslutte hvordan jeg skulle starte dette blog indlæg, når så lang tid er gået. Jeg havde tænkt på at starten indlægget med en undskyldning om hvordan tiden bare er forsvundet for mig, nu da hverdagen er sat ind. Men det vil helt ærligt være forkert. For jeg ønsker ikke at undskylde, for at tiden flyver, i den bedste tid af mit liv. Ja, hverdagen har sat ind, og jeg elsker det. Dan er kommet herop, og jeg elsker det. Tiden går, når man har det godt (en god kliché, skal man ikke stå tilbage for :-). Der er sket så mange ting i dette forår, der nu begynder at gå mod enden. Ja, vi snakker fortsat til dels om forår. En af de første ting jeg bemærkede da jeg begyndte at arbejde heroppe var, da vi skulle have en daglig samling med børnene om dagen, måneden, året og ja, vejret. Jeg studsede over en dag at komme på arbejde midt i oktober, og mine kolleger havde fjerne efterårs billedet, og erstattet det med det fineste vinter motiv. For nu var det vinter. Årstiderne følger ikke kalenderen som jeg er vant til fra Danmark. Her er sommeren kort, efteråret endnu kortere, vinteren er meget lang, og det er som om foråret aldrig rigtig bliver til sommer.

Her i foråret har vi haft masse besøg. Jeg er så heldig at have familie der har tid og lyst til at rejse den lange vej, og derfor har vi haft glæde af både Elisabeth i februar og mor og far i maj. Der i mellem har vi også haft besøg af en af mine veninder fra Oslo. Neden for vil der være en slideshow med en masse billeder fra hele denne lange tid, og jeg vil glæde mig til at fortælle mere næste gang :-)
søndag den 8. februar 2015
Bergebyløpet og Ole banker på døren?
I løbet af dagen fik vi også talt med en journalist fra Finnmarken (avis), og fik taget billeder af os sammen med hundene. De billeder endte også på nettet, og I kan se dem her på Finnmarkens hjemmeside. Vi er på hele tre billeder. Så det er bare kigge dem igennem. (tryg på den røde skrift, så ender I på rette sted:-)
Dagene op til løbet, blev der i børnehaven produceret islygter i stor stil, som skulle være med til at skabe stemning i byen, når hundene skulle løbe forbi.
På selve dagen gik vi ned med de største børn, for at suge stemningen til os før start. Vi var knap nok kommet ud af børnehaven før vi kunne høre alle hundene gø helt fra byen. Starten skulle være ved biblioteket, og da vi kom derned, blev vi enige om at holde lidt afstand, da både hunde og førere sikkert var spændt og fokuseret på den snarlige afgang. Der gik dog ikke lang tid, før vi så en anden gruppe med børn, gå ind på pladsen hvor de gjorde klar, SÅÅÅ, vi fulgte hurtigt deres eksempel, og heldigvis for det. Da vi havde gået lidt rundt inde blandt biler og hunde, mødte vi en hundeslædefører, der var i fuld gang med at klargøre sit hunde spand. Han spurgte om ikke vi havde lyst til at komme og hilse på hundene. Så der stod vi, sammen med førehunden fra sidste års vinderhold, og kløede den bag ørene. Samtidig fik børnene også tid til at stille spørgsmål, og for en mand som der stod på kanten af at skulle ud på en 70 km. etape, havde han rigtig god tid til at svare på ALLE deres spørgsmål, og tålmodighed der her må komplimenteres.
Da starten nærmere sig, blev vi bedt om at stille os langs kanten af løypen, og gerne helt op til, for at danne et "hegn", for hundene, at følge. Og så var det bare at vente. Børnene var super spændte, og uden at overdrive, så var jeg også. Jeg fik også et sug i maven da det første hundespand susede forbi os. Er du helt færdig, de kan få fart på. Kort tid efter de var forbi os, skulle de op af en stejl bakke. Vi havde snakket om, at det da var synd, at skulle starte løbet ud med en stor stigning, men en kollega, som så løbet oppe fra bakken, fortalte at hundeslædeføreren stod på bremsen hele vejen OP, for at sænke farten, men at det ikke så ud som om det havde den store effekt på hundene, som endelig havde fået lov til at gøre det de er bedst til, løbe og trække.. Helt utroligt.
Sikke en dag. Er der noget at sige til at jeg nyder mit arbejde heroppe, når det her er en del af min hverdag.
Filmet ud af vinduet. I kan høre Dan allerede gruer sig for at skulle ud og skovle igen... :-D
Etiketter:
bergebyløper 2015,
bergebyløpet,
Ole,
ole 2015
fredag den 6. februar 2015
Likkhu beivviin!
Dagen bestod for mig, i børnehaven, af samling med samiske sange, børne"teater" om den samiske trold Stallo, bidos og gakko (rensdyr suppe og pandebagt brød) til lunsj og min dygtige student med samiske aner, viste sin flotte kofte (kjole), skaller (vintersko af skind) og andre spændende sager frem.
Bemærk OG beundre venligst alle de samiske ord jeg har fyldt teksten med. Jeg har brugt lang tid på at lære dem, så skal de også vises frem..
mandag den 19. januar 2015
Velkommen tilbage
Knap nok føler vi at vi er landet og kommet i gang med hverdagen herhjemme i nord, før vi skal sige velkommen til en savnet gæst... Solen er tilbage..
Nu var vi så heldig, i år, at solen ikke var så genert, så da vi var i Danmark på juleferie fik vi faktisk set en masse til solen. Ja faktisk så meget at vi nåede at blive lettere irriteret på den lave sol, som mere eller mindre gjorde det umuligt at holde øjnene åbne når vi skulle køre. Men any way.. Solen blev idag på arbejde fejret med solfest. En solfest i vores børnehave består først af en samling for hele huset ude, med tændte islygter, som vi selv lavede i sidste uge. Det vil sige, de lygter som ikke blev knust af klumrede hænder som er pakker godt ind i vanter og luffer for at holde varmen. Til samling hørte vi om solen og sang solsange så højt at solen kunne høre at vi havde lyst til at se den. Efter samling blev det tid til at lege, og da, pludselig dukkede den op bag fjeldet. Til lunsj spiste vi hotdogs, og eftermiddags maden blev solboller, som er søde hvede boller med vanille creme på toppen, pyntet med glasur og kokos.
Selvom jeg i julen fik set solen i stor stil, vil jeg dog sige at spændingen ikke var mindre af den grund. Det er noget specielt det at opleve solen, bare kigge op over fjeldet, men ikke rigtig være oppe alligevel. Nu kan vi se frem til flere lyse timer og en himmel som brænder tusinde farver. Jeg siger ihvertfald hjertelig velkommen til det nye år i Vadsø.
torsdag den 11. december 2014
Mørketid?
Klokken er halv otte om morgenen, og vi er på vej til Kirkenes. Der bælgravene mørkt og sneen pisker, som warp speed i Star Trek, mod forruden. Ser jeg ind over land kan jeg fornemme terrænet bakke sig op og ned, da laget af sne er med til at lysne på landskabet. Ser jeg der imod ud over vandet, er der intet at se. Hvis ikke det var fordi jeg vidste, at der på den anden side af fjorden ligger et bælte af fjelde, ville jeg ikke have nogen chance for at vide, at det var den udsigt man blev snydt for. Helt sort, ingen tegn på lys..
Ja ja, dramatisk kan man få alt til at lyde hvis man ligger ordene rigtigt. Mange spørg mig, ikke kun fra Danmark, men også folk heroppe fra, om hvad jeg syntes om mørketiden. Hvordan jeg klare det, og om ikke det er hårdt at gå rundt i mørke hele dagen? Eller rettere, efter jeg har overlevet min første mørketid til UG, cirka samme tid sidste år, går spørgsmålene i overvejende grad mere på hvordan Dan klarer det.. Men det at køre halv otte om morgenen i mørke er jo ikke så anderledes end hvad vi er vant til fra Danmark. Rigtig nok, solen er stoppet med at så op, og vi har ikke set den i godt og vel tre uger nu, men så stopper forskellene egentlig også der. Mørke tid, er modsat populær overbevisning ikke kul-sorte dage. Vi har det man kalder "den blå time" midt på dagen, hvor solen alligevel er så tæt på horisonten, at himmelen bliver lyst op i de mest fantastiske blå nuancer. På hver side af "den blå time" er der egentligt også, jeg vil ikke kalde det lyst, men gråt. Lige præcis som vi er vant til vinteren er i Danmark. De lysere timer er dog i sammenligning færre end i Danmark. Men det at solen ikke er oppe, er nødvendigvis ikke så mærkeligt. Hvis I tænker over det. Hvor mange dage kan I så der hjemme i Danmark, gå uden at solen kigger frem bag de mørke skyer? Nu har jeg altid været glad for vinterhalvåret, og syntes bare de mørke måneder er hyggelige. Derimod er Dan anderledes sommermenneske, og derfor har mørketiden også været noget mere spændende for ham. Men nu efter et stykke tid med mørke, kan jeg med glæde fortælle at det går godt. Han syntes slet ikke det er så slemt, og som han siger "i Danmark var der mørkt når jeg kørte på arbejde og mørkt når jeg skulle hjem, det er jo ikke anderledes heroppe". Rigtig nok. Når du sidder på et kontor hele dagen ser du alligevel ikke rigtig hvor lyst der er udenfor. Så om det er en eller 8 timers lys du går glip af, kommer vel ud på et..
Dejligt billed fra vores "blå time"
tirsdag den 4. november 2014
Rejsen gå til Rusland
Nu skulle man tro at jeg havde fået stillet min rejse lyst for en stund, men nej.. Da jeg fik muligheden, med arbejde at tage en tur til Murmansk, skulle der ikke mange sekunder til for at overtale mig til at tage med. Og denne beslutning blev faktisk taget allerede tilbage i efteråret sidste år, men blev af praktiske årsager ikke til en realitet, før dette efterår. Så kufferten blev pakket, snacks, drikkevare og film til den lange køretur blev ordnet, til afrejse torsdag d. 9. oktober.
Ud over vores faglige program blev der også lidt tid til at se på byen. Desværre alt for kort tid, og jeg kan derfor også sige med sikkerhed, at det ikke er sidste gang jeg besøger Murmansk.
Murmansk er en forholdsvis ung by som blev grundlagt i 1916 under første verdenskrig, men fik først navnet Murmansk som vi kender det idag efter oktoberrevolutionen i 1917, hvor byens indbyggertal allerede havde rundet 10.000. Byens havn har helt fra begyndelsen fungeret som handels-havn, men efterfølgende også som fiskeri- og trawlerflåde-havn. Byen er idag den største nord for polarcirklen med cirka 350.000 indbyggere.
Det er en lidt sjov by egentlig, for på afstand ligner det et enormt stort industrikvarter. Masser af lejligheds komplekser i en lækker grå nuance. I den tid jeg var der, så jeg ikke et eneste hus. Bare høje bygninger med masser af lejligheder. Men den opfattelse blev dannet på meget kort tid, så for at gentage min egne ord, så skal jeg helt sikkert tilbage, for der er meget mere at udforske i byen, som gemmer sig længere væk fra de store gader, som jeg desværre af tidsnød ikke kom langt væk fra. Alt i alt handlede turen om at bruge tiden så effektivt som muligt. Der er nu alligevel noget fascinerende med Rusland. Den charme en lille cafe i en ombygget skurvogn placeret i en barak-by, også af gamle skurvogne, er vanskelig at finde andre steder. Vi stod der i kø blandt soldater og russere, hvor der står en mand med et smørret grin, som gebrokkent prøver at udtale "sprachen Sie deutsch?", for efter at få svaret "einbishen", vælger at spørge "speaking you english?", det giver da noget at smile af :-)
Jeg har samlet nogle billeder fra byen herunder, for at vise bare lidt af alle mine oplevelser.
tirsdag den 14. oktober 2014
Så er sneen kommet
Jeg sidder her og se ud på lyset fra lygtepælene, hvis gule lys flakker fra de store snefnug som stille lister sig forbi og ned mod jorden. Det er som om at tiden går i stå, når sneen kommer.
Lige nu står temperaturen på -4 grader. Vinteren er kommet til Vadsø, og den er kommet for at blive..
lørdag den 4. oktober 2014
Det er slagte tid...
Før jeg begynder, vil jeg beklage hvis jeg støder nogen med de billeder der vil blive vist, hvis I vælger at se slideshowet længere nede.
Heroppe er rensdyr ikke et dyr man kan håndfodre med dyrefoder, købt ved indgangen til dyreparken. Her er rensdyr, på lige fod mede kvæg der hjemme, opdrættet til slagtning. Ganske vist er forholdende, i hvilke denne opdrætsvirksomhed foregår en helt anden, end de stalde og indhegnede områder til græsning. vi er vant til at se. Men ikke desto mindre er der i bund og grund tale om samme formål for dyrene.
Jeg har siden jeg så mit første rensdyr i den frie natur, på vores rejse herop gennem Finland, haft en forkærlighed for disse dyr. Senere at opdage, at de selv samme dyr var at finde i min egen baghave, dét gjorde kun mit indtryk af min, nu hjemby, endnu mere komplet. Hvad kunne jeg ønske mere, end at finde rensdyr på en helt almindelig gåtur med Nova. Ja, jeg siger Jer, at mit kamera ikke fik lov at hvile, når det flotte dyr var i nærheden. Jeg havde ikke skænket det en tanke, at rensdyret egentlig blot var til stede for senere på efteråret at blive jaget sammen, mærket og slagtet. På trods af min forkærlighed for rensdyret, som jeg selv den dag i dag, ser som et magisk dyr med gode forbindelser til julemanden ;-) er jeg ikke for fin til at påskønne, det slagtningen er med til at give os - "Mad på bordet og skind i den kolde vinter". Derfor var jeg også utroligt begejstret, da jeg med arbejdet fik mulighed for at tage de største børn med på fjeldet i Krampenes, for at se hvordan det går til, når rensdyr bliver slagtet. Da jeg sad i bussen sammen med 13 spændte børn, så jeg for mig to ønsker blive opfyldt. Det første ønske handlede om at vise og lære børnene om, hvad der egentlig gør at vi kan spise kød hver dag. At selvom vi kun fik set slagtning af rensdyr, er det en vigtig lektie, at være klar over hvordan verden hænger sammen. At lære børn at kød ikke kun er noget der kommer fra køledisken, men at det rent faktisk er noget der kommer fra et levende dyr. For det andet var det et personligt ønske der blev opfyldt, da jeg nok var mere spændt end børnene :-D
Rensdyr er den eneste type af hjortedyr, hvor både hannen og hunnen har gevir. Hannen kaster sit gevir i december/januar, hvor hunnen først kaster det maj. Hunnen kan derved lettere skaffe sig adgang til føde i vintertiden, som er perioden hvor fostret vokser. Når rensdyret går, høres en klik-lyd, som gør det nemmere for flokken at holde sammen i dårligt vejr. Neden for har jeg lagt en lille video jeg filmede af en af de store flokke der var samlet. Hvis I hører godt efter og ignorere mit gebrokken norske, vil I kunne høre deres knirkene hove.
Ved
slagtningen så vi ikke selve aflivelsen, som foregår med kniv, men
så hvordan de fjerne indvolde og skind, før dyret tages til
slagtning under rene forhold, for at kunne bruge kødet. Men den
process vi var vidne til er også, i mine øjne, den mest
interessante, da man stadig i det stadie kan se at det er et "ægte"
dyr. Jeg har lavet et slideshow med en del billeder af det vi
fik lov at se. Nu er jeg rigtig glad for at tage billeder, som I
måske allerede har regnet ud, og det er uanset hvad motivet måtte
være. Det betyder også at der er billeder ind i mellem, som ikke
alle vil kunne se der flotte i, men som jeg svarede en dreng som
spurgte mig "Charlotte! Hvorfor er det du tager billeder af det
som er rigtig ulækkert?", så tager jeg billeder "for at
tage oplevelsen med mig hjem".
God fornøjelse.
søndag den 14. september 2014
Endnu mere ferie - i hunde højde
Hvis
ikke I var klar over det, så er Charlotte MEGET glad for at have
gæster og arrangere. Nu har hun jo været i Norge i lidt tid, og er
derfor i underskud af fest planlægning.. Så det ville hun rette op
på når nu vi endelig var i Danmark. Det startede med et mindre
selskab, i sommerhuset i Bunken. Charlotte og Dan havde et mål med
at få spist noget af alt det mad der var i fryseren i huset i
Danmark, så der blev lavet hummer til den store guldmedalje til
gæsterne. Det var endda nok til at jeg også fik en LILLE smagsprøve
'snøft' (hun gik i pendul fart mellem to generationer af Hyltoft'er,
som tilfældigvis sad ved hver sin ende af bordet :-)
Det
var en dejlig aften... og det baserer jeg på at mængden af snak der
gik over bordet, og så det obligatoriske bål der blev tændt. Denne
gang var det dog ikke skum fiduser der var på programmet. Nej nej..
Som jeg har set flere gange i Bunken, så blev bålet denne gang
brugt til noget langt mere fornuftigt. - PANDEKAGER - Jo jo..
Pandekager på bål er lidt af en specialitet i Bunken, og de er gode
til at lave dem. I kan tro at der var kamp om dem ved bordet.
Ingens næse skulle gås forbi, og der var i hvert fald ingen der
skulle gå foran i køen. Sikke en aften. Det var dejligt at se dem
alle sammen igen.
Men
det var bare starten på gæste strømmen. Ugen efter var det
Harmonika træf i Bindslev. Nu ved I jo nok at hunde har super
hørelse, og min er ingen undtagelse. Så jeg behøver ikke høre om
at FOLK har fået nok af harmonika musik.. They don't know what they
are talking about.. Men jeg må så sige af den uge giver anledning
til en masse hyggelige stunder. Karsten er "camp chief" på
Spejder lejrpladsen, hvilket betød at jeg var på mange ture
deroppe, og jeg kan love for at det er hyggeligt folk der bor deroppe. Det er lidt som en slags familie, der kun ses en gang om året. Så jeg er altid klar, når Karsten
spørger om jeg vil med.
Men,
det er ikke kun gode oplevelser der er i Harmonika træf ugen. Nej, der er én
tragisk dag, hvor Charlotte og Elisabeth på det groveste bliver
smidt ud fra Laksevej. De kan gå der og hygge hele dagen, og så
sker der noget hen af eftermiddagen. Stemningen ændres. Sonja og
Karsten begynder at over se dem, så de bliver nødt til at pakke og
gøre sig klar til at gå. De bliver smidt ud, når der kommer
gæster. Sonja og Karsten har en tradition med at have gæster
torsdagen før Harmonikatræf til god mad og gode drinks. Men der er
ikke plads til Charlotte og Elisabeth. De bliver hvert år smidt på
gaden, og må finde husly på Bindslev Hotel, hvor de søde arbejde
folk, gør alt de kan for at overskygge den mørke dag, med lidt
glæde og smil. Heldigvis er de dygtige til deres arbejde, for som
jeg husker det, var deres smil større den aften, da mig og Dan kom på
hotellet for at hente dem, end det havde været hele ferien :-)
Da
smilet begyndte at lægge sig lidt igen dagen efter, kaldte arbejdet.
Charlotte skulle gøre klar til en endnu større fest, med endnu
flere mennesker. Der blev bagt, skåret, hakket, kogt og ordnet i
køkkenet til den store guldmedalje. Jeg var tit inde i køkkenet - for at tjekke om Charlotte havde det godt, selvfølgelig -, og
det viste sig at Charlotte var så taknemlig for min omtanke, at jeg
fik en lille smagsprøve, næsten hver gang jeg kom. Hvor heldig kan
man være? Det havde jeg jo slet ikke forventet ;-)
Efter
nogle dage med forberedelse, kom den store dag. Jeg havde ikke fået
besked om hvor mange som kom, så jeg havde ikke haft ordentlig tid
til at forberede mig. Men folk begyndte at strømme ind, og flere og
flere til sluttede sig. Hurtigt var haven og indkørslen
fyldt med folk. Det var alle sammen familie, på Sonjas side. Det
var helt utroligt. Så mange på et sted, og alle virkede til at have
det godt. Børnene var i badebassinet det meste af dagen, mens de voksne snakkede uafbrudt. Det er altså utroligt hvor meget mennesker har at snakke om. Jeg var der også hele dagen, uden at sige et eneste ord. Det var så heller ikke nødvendigt. Der var ingen pinlig tavshed. Selv jeg havde godt selskab hele dagen. Jeg siger Jer, at sidst på dagen var jeg så træt, at jeg næsten ikke kunne
holde mine øjne åbne. Heldigvis var der en sød lille pige der
fortalte alle de andre, at jeg skulle have lov til at sove. Tak for hjælpen og dejlig nus, Marie
Allerede
dagen efter, havde Charlotte arrangeret et sidste besøg. Emil og
Viktor skulle med mig hjem til sommerhuset. Men det var rent hygge. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er rigtig glad for begge de to drenge, og det ved jeg Charlotte også er. Så det tæller ikke rigtig som et besøg, for det var bare ren hygge for alle parter. Der blev både tid til at
spille, læse og spille golf.
Puha..
masser af dejlige mennesker på besøg. Jeg tror også det har givet
Charlotte et godt arrangerings-fix, der skal kunne holde lidt tid. Ud
over gæster, havde vi naturligvis også masser af tid til at hygge
med de nærmeste. Der blev også tid til et besøg i Frederikshavn, da Poul og Kirsten var kommet hjem fra deres ferie.
Jeg vidste at noget skulle ske dagen efter, for Charlotte og Dan begyndte at snakke om at Poul og Kirsten skulle give masser af godbidder til mig, ikke at jeg klager. Jeg fik selvfølgelig igen ikke noget at vide. Men godbidderne var for at jeg skulle lære at det var godt at blive og høre efter Poul og Kirsten, som jeg skulle være på besøg hos, mens Charlotte og Dan var i Randers og se Graceland sammen med Karsten, Sonja og Elisabeth. Det havde været en utrolig dag. De lærte en masse om Elvis, og fik også så meget mad, at de næsten blev helt dårlige.
Jeg vidste at noget skulle ske dagen efter, for Charlotte og Dan begyndte at snakke om at Poul og Kirsten skulle give masser af godbidder til mig, ikke at jeg klager. Jeg fik selvfølgelig igen ikke noget at vide. Men godbidderne var for at jeg skulle lære at det var godt at blive og høre efter Poul og Kirsten, som jeg skulle være på besøg hos, mens Charlotte og Dan var i Randers og se Graceland sammen med Karsten, Sonja og Elisabeth. Det havde været en utrolig dag. De lærte en masse om Elvis, og fik også så meget mad, at de næsten blev helt dårlige.
Før
turen endelig går hjem igen, vil jeg vise lidt blandet billeder fra
ferien, fra de hyggelige stunder jeg tidligere har snakket om,
bare for at få alt med. Det var en ferie med mange forskellige
oplevelser. Det har været dejligt at se alle sammen igen, men jeg må
også indrømme at jeg glæder mig til at komme hjem. Hjem til Vadsø,
hvor Dan nu også skal være en del af vores liv. Familien samlet
igen.
tirsdag den 19. august 2014
En ferie - i hunde højde
Vil I høre om min sommer...? Okay, men gør Jer klar til en hæsblæsende historie. Ja, jeg siger Jer at jeg oplevede meget. Meen, måske er "hæsblæsende" lidt af en overdrivelse, men I forstår sikkert hvad jeg mener.
Min historie begynder allerede et par dage før vi skulle af sted. Dan og Charlotte begyndte at vaske en masse tøj og ligge noget af det i skabet, som de plejer, og noget af det i nogle kufferter, som de selvfølgelig ikke plejer. De så på nogle lister de havde lavet og krydsede af, efterhånden som tingene blev fundet frem. Også mine sager blev fundet frem og krydset af. Selvfølgelig! Så er der ingen der fortalte mig hvad der skulle ske, nej nej, men jeg kunne nu godt fornemme, at der skal ske noget stort. Sådan starter det nemlig hver gang vi skal rejse... En tidlig mandag morgen stod Charlotte op, og vi cyklede/løb en rigtig lang tur, inden vi blev hentet af taxaen. "Det er godt nok et stort bur" siger taxa chaufføren, præcis som sidste gang vi skulle med taxa med mit bur, selvom Charlotte allerede i telefonen havde fortalt dem, at det var et "digert" bur. Det troede de åbenbart ikke på... Jeg sidder bag i bilen, i buret, mens vi kører til lufthavnen. Ja, da går det et lys op for mig. Vi skal ud og rejse. De er nu så søde i lufthavnen, og lader mig gå rundt og snuse til ALT. De lader mig endda blive hos Charlotte og Dan, helt ud til flyet, hvor de løfter mig op i lastrummet, og jeg går ind i buret (selvfølgelig efter at jeg har gået rundt og tjekket at alt er i orden). Så er ferien begyndt. Mig - ind og ud af fly, først i Kirkenes, så i Oslo og så til slut i København, hvor Dan og jeg står af og tager toget til Århus, da de siger at mit bur er for stort til at komme med flyet til Aalborg :-( Charlotte flyver dog videre til for at hente bilen, før hun så henter os i Århus. Sent på aftenen "lander" vi endelig i huset i Randers.Sikke en dag. I huset virker alt til at være som det plejer. Hmm.. Men er det nu det? Man kan jo aldrig være helt sikker. Jeg tjekker derfor alle rum i huset godt og grundigt, bare for en god ordens skyld. Jo jo, den er god nok. Det ER vores hus, vores møbler, vores ting, og hopsa, det er MIN sofa. Godnat.
Næste dag, går det hurtigt op for mig at denne ferie ikke er en helt almindelig ferie. Elisabeth og Sonja kommer, og de har med sig en masse kasser. En masse kasser som mine skøre ejere begynder at fylde med alle vores ting. Hvad skal det nu til for? De bliver fyldt til randen, og placeret på et værelse. De bliver ved med at sige, at alt må blive klar til hende der skal leje huset. Jeg ved ikke heeelt, hvad det egentlig betyder, men alle virker godt tilfredse med det, så jeg bruger ikke en masse tid på at tænke på det. Hellere bruger jeg min dyrebare tid, på at holde øje med at alle gør deres arbejde ordentligt. Og det er ikke en let opgave skal jeg hilse og sige. Både Karsten, Andreas og Poul kommer også i løbet af ugen for at hjælpe. Der er så meget der skal gøres.Karsten og Andreas skal male huset. Det er de godt nok dygtige til. Jeg tror de har øvet sig hjemme. Teknikken de bruger, tror jeg kaldes "synkron maling". Det ser i hvert fald ud som om det er noget de har øvet længe på. Har du ikke hørt om synkron maling? Det er en nydelig sport, der udføres roligt og yndefuldt. Heldigvis tog Charlotte lidt billeder af denne flotte opvisning, så du kan se hvordan det foregår.
Hold da op som de pakker. I over en uge er det eneste de gør at rode ud, pakke ned, sætte væk - rode ud, pakke ned, sætte væk. Og køre på lossepladsen en halv snes gange. Om og om igen, indtil de en dag har fyldt bilen og siger jeg skal sætte mig ind. Igen! - har ingen fortalt mig, hvad der skal ske. Nej nej, men efter en god lang lur på cirka halvanden time, vågner jeg op, ved at vi kører op af indkørslen i Bindslev. Der, i huset som jeg har besøgt så tit, skal Charlotte og Dan spise aftensmad, før vi skal videre i sommerhuset i Bunken. Nu siger jeg det kun er Charlotte og Dan der skal spise, og det er for så vidt helt rigtigt. Officielt spiser jeg ingen ting, men gennem længere tid har Karsten og jeg haft en ordning, hvor, hvis jeg vil hjælpe ham med at rydde op, så får jeg lov til at slikke rester af ALLE fade og skåle fra aftensmaden :-) Rimelig god ordning syntes jeg selv. Der ud over har jeg en aftale med Sonja om at tørret rugbrød er tilgængeligt hele tiden, lige fra jeg træder ind af døren. Som betaling, sørger jeg bare for hele tiden at være rigtig lækker (No problem, siger jeg bare). Sent på aftenen, efter at Charlotte og Dan har erhvervet sig en ordentlig gang jordbær mavepine, "lander" vi i sommerhuset. Nu begynder ferien rigtig. Nu skal vi slappe af.
Dagen efter ligger Charlotte og jeg og daser, mens Dan er i Frederikshavn. Jeg ligger ved døren, da jeg ser den grønne bil som jeg kender så godt, og ser Elisabeth komme ud. Min hale vrikker hurtigt frem og tilbage. Elisabeth skal være på besøg, helt til næste dag. Charlotte og Elisabeth snakker og snakker og snakker og snakker og.... mens Dan prøver at få forbindelse nok til at arbejde. Og det er vist ikke så let, kunne jeg se, sådan som han vandrede rundt for at finde det der forbindelse. Vi er også en tur på golfbanen, hvor jeg får lov til at løbe efter bolde. I love it... Bål har vi også, det skal vist nok være hyggeligt, men jeg syntes bare røgen irriterer næsen. Mens Charlotte og Elisabeth fortsætter med at snakke og snakke, ligger jeg mig til ro, og prøver at få hvilet ørerne lidt.
Lørdag får jeg endelig lidt ro. Jeg får lidt mad i et aktivitets legetøj, mens Elisabeth, Charlotte og Dan kørte til Aalborg, for at fejre Louises fødselsdag. Nu fik jeg ikke lov til at være med selv, men da jeg senere blev kørt til Bindslev af Dan, hvor Charlotte og jeg skulle overnatte, hørte jeg dem snakke om den dejlige dag de havde haft, og den gode mad de havde fået. Netop DER blev jeg lidt misundelig over ikke at have været med... Men så alligevel... Som jeg forstod det var det nok alligevel bedst at jeg ikke var med. Charlotte blev i hvert fald med at fortælle om en lækker knægt der var med, så hun havde sikkert ikke haft tid til mig alligevel..
Nå, men så var jeg pludselig i Bindslev, som jeg selv heller ikke vidste noget om. Dan skal vist ned til sin storebror Jes, og hygge, før de næste skulle ned og arbejde på huset i Randers. Mig og Charlotte bliver i Bindslev for at hygge os. Jeg kan rigtig godt lide at være i Bindslev, for der er masser af hænder der vil klø mig på maven, masser af mad aftaler og sidst, men bestemt ikke mindst, så er Karsten helt pjattet med at løbe. Heldigvis for mig kan han bedst lide at have selskab på sine løbeture, det vil sige MIG :-) Næsten hver gang vi er i Bindslev, får mig og Karsten os en løbe tur, og jeg elsker det. Om aftenen blev der igen tid til hygge. Jeg ved ikke hvad der er med de mennesker, og deres ide om at hygge er lig med bål. Nuvel.. Bålet blev tændt, drinks blev mikset, skum fiduser (også en til mig, når jeg spørger pænt :-) og pølsepinde blev fundet frem og... Karsten blev klippet!?! Det syntes jeg ikke plejer være en del af en hygge aften. Men ikke desto mindre, blev han klippet, og det lige ved siden af bålet. Jeg ved ikke om det var varmen fra bålet, Charlottes klippen eller hvad dat var, men Karsten så nu ind i mellem ud som om det gjorde lidt ondt ;-)
Puha.. Jeg syntes jeg begynder at få lidt ondt i poterne af alt det skriveri. (Jeg har jo også lige lært det ;-) Og tro mig, denne ferie i langt fra færdig. I næste "afsnit" skal I få lov at høre om alle de gæster vi havde på besøg i ferien, og det var ikke så lidt, skal jeg hilse at sige...
søndag den 10. august 2014
Fortsættelse følger
Når jeg sætter mig her foran min computer for at skrive og beskrive mit liv som det er idag, ved jeg næsten ikke hvor jeg skal begynde. Så meget har forandret sig. Den forskel der er mellem "før" og "nu", er næsten lige så stor som afstanden mellem "før" og "nu" - flere tusind kilometer...
Jeg er lige kommet hjem fra en dejlig, men hektisk sommer i Danmark. Når jeg pakker og gør mig klar til at rejse, kan jeg ikke andet end komme til at glæde mig, og se frem til alle de gode stunder jeg skal have. I mit heldige tilfælde, ville de gode stunder blive tilbragt i min families selskab. Men samtidig har man, eller jeg havde i hvert fald, en klump i maven over den tid man nu skal være væk hjemme fra. Jeg bliver mere og mere klar over at mit tilhørsforhold har ændret sig. I vores sommer i Danmark, skulle vi pakke hele vores hus ned, eller rettere, pakke husets indhold ned. Vi har lejet huset ud, i forbindelse med at Dan nu også er flyttet til Norge. Så der skulle gøres klar til den nye indflytter. En anden skal bo i mit hus. Hmm... Hvad tænker man lige om det? Jeg havde regnet med at processen ville være følelsesladet og fyldt med, tja, "hvad har jeg lige gang i" - panikken, men nej. Den ro og sikkerhed jeg følte ved at skulle overlade det der VAR mit hjem til en fremmed, overraskede mig. Jeg har truffet den rigtige beslutning. Jeg var ikke ked af at pakke en masse ting ned, velvidende at jeg ikke ville se dem igen i meget lang tid. Jeg har jo det jeg har brug for, lige her, i lejligheden omkring mig. Dan sidder på sofaen og arbejder, mens Nova ligger i sin kurv og sover oven på en dejlig gå tur. Jeg kan høre vaskemaskinen der fortsat prøver at arbejde sig i gennem vores ferie vasketøj. Ovnen, med sin konstante summen, lader duften af müsli, sive ud, og fylde lejligheden med en hjemlig hygge. Inden længe vil både vaskemaskinen og æggeuret fra ovnen kalde, tøjet skal hænges op og der skal røres i müslien. Dette helt naturlige flow af gøremål minder mig om, at alt er præcis som det skal være. Hverdagen er begyndt, og jeg kan lide det.
Jeg vil ikke sidde her og påstå at der ikke var noget derhjemme, der fik min længsel til at vokse. Når jeg for første gang i seks måneder ser min lille nevø, ser hvor meget han er vokset, hvor meget han har forandret sig, så kan jeg godt blive ked af ikke at have været en større del af det liv han lever og oplever. Når jeg kommer hjem til mine forældre og siger "nej, så fint det er blevet hernede", og svaret er, "at det blev lavet for flere måneder siden", så bliver jeg mindet om at jeg ikke længere har min "daglige" gang i huset. Når jeg oplever en højt elsket person sidde helt stille med sig selv og lade tårende rende ned af sine kinder, fordi jeg snart skal rejse hjem, kan det endnu give mig en klump i maven og minde mig om at mit beslutning ikke kun har konsekvenser for mig, men også dem jeg efterlader. Jeg savner min familie, og det er ingen hemmelighed. Fik jeg det som jeg ville, tog jeg dem alle med herop, for jeg er da helt sikker på at alle vil få det bedre heroppe. Hvem ville ikke det? Her er jo fantastisk :-) Men det her er mit liv, og jeg må leve det så godt jeg kan. Og lige nu, da er det at bo i Vadsø den rette beslutning for mig. Heldigvis, vil jeg sige, lever vi i dag, omgivet af teknikens goder. Skype, Hangouts, Facebook, mail og så videre, giver os mulighed for at være i tæt kontakt, over meget lange afstande. Når jeg tænker på min mormors bror, som for mange år siden rejste til Canada, uden mulighed for at Skype med video, eller sende en hurtig mail eller besked på telefonen, ja, så er jeg i sammenligning, slet ikke så langt væk.
Jeg har haft en helt fantastisk sommer, med masser af gode minde, som jeg rigtig gerne vil dele med Jer alle sammen, men billeder og historier må vente lidt med at komme på bloggen. Så jeg vil afslutte med nok de mest frustrerende ord i moderne tidsalder...
Jeg er lige kommet hjem fra en dejlig, men hektisk sommer i Danmark. Når jeg pakker og gør mig klar til at rejse, kan jeg ikke andet end komme til at glæde mig, og se frem til alle de gode stunder jeg skal have. I mit heldige tilfælde, ville de gode stunder blive tilbragt i min families selskab. Men samtidig har man, eller jeg havde i hvert fald, en klump i maven over den tid man nu skal være væk hjemme fra. Jeg bliver mere og mere klar over at mit tilhørsforhold har ændret sig. I vores sommer i Danmark, skulle vi pakke hele vores hus ned, eller rettere, pakke husets indhold ned. Vi har lejet huset ud, i forbindelse med at Dan nu også er flyttet til Norge. Så der skulle gøres klar til den nye indflytter. En anden skal bo i mit hus. Hmm... Hvad tænker man lige om det? Jeg havde regnet med at processen ville være følelsesladet og fyldt med, tja, "hvad har jeg lige gang i" - panikken, men nej. Den ro og sikkerhed jeg følte ved at skulle overlade det der VAR mit hjem til en fremmed, overraskede mig. Jeg har truffet den rigtige beslutning. Jeg var ikke ked af at pakke en masse ting ned, velvidende at jeg ikke ville se dem igen i meget lang tid. Jeg har jo det jeg har brug for, lige her, i lejligheden omkring mig. Dan sidder på sofaen og arbejder, mens Nova ligger i sin kurv og sover oven på en dejlig gå tur. Jeg kan høre vaskemaskinen der fortsat prøver at arbejde sig i gennem vores ferie vasketøj. Ovnen, med sin konstante summen, lader duften af müsli, sive ud, og fylde lejligheden med en hjemlig hygge. Inden længe vil både vaskemaskinen og æggeuret fra ovnen kalde, tøjet skal hænges op og der skal røres i müslien. Dette helt naturlige flow af gøremål minder mig om, at alt er præcis som det skal være. Hverdagen er begyndt, og jeg kan lide det.
Jeg vil ikke sidde her og påstå at der ikke var noget derhjemme, der fik min længsel til at vokse. Når jeg for første gang i seks måneder ser min lille nevø, ser hvor meget han er vokset, hvor meget han har forandret sig, så kan jeg godt blive ked af ikke at have været en større del af det liv han lever og oplever. Når jeg kommer hjem til mine forældre og siger "nej, så fint det er blevet hernede", og svaret er, "at det blev lavet for flere måneder siden", så bliver jeg mindet om at jeg ikke længere har min "daglige" gang i huset. Når jeg oplever en højt elsket person sidde helt stille med sig selv og lade tårende rende ned af sine kinder, fordi jeg snart skal rejse hjem, kan det endnu give mig en klump i maven og minde mig om at mit beslutning ikke kun har konsekvenser for mig, men også dem jeg efterlader. Jeg savner min familie, og det er ingen hemmelighed. Fik jeg det som jeg ville, tog jeg dem alle med herop, for jeg er da helt sikker på at alle vil få det bedre heroppe. Hvem ville ikke det? Her er jo fantastisk :-) Men det her er mit liv, og jeg må leve det så godt jeg kan. Og lige nu, da er det at bo i Vadsø den rette beslutning for mig. Heldigvis, vil jeg sige, lever vi i dag, omgivet af teknikens goder. Skype, Hangouts, Facebook, mail og så videre, giver os mulighed for at være i tæt kontakt, over meget lange afstande. Når jeg tænker på min mormors bror, som for mange år siden rejste til Canada, uden mulighed for at Skype med video, eller sende en hurtig mail eller besked på telefonen, ja, så er jeg i sammenligning, slet ikke så langt væk.
Jeg har haft en helt fantastisk sommer, med masser af gode minde, som jeg rigtig gerne vil dele med Jer alle sammen, men billeder og historier må vente lidt med at komme på bloggen. Så jeg vil afslutte med nok de mest frustrerende ord i moderne tidsalder...
"Fortsættelse følger" :-D
torsdag den 12. juni 2014
Mit navn er Charlotte, og det her er mit liv.
For et år siden sad jeg i stuen på min hjemme adresse i Randers, sammen med min hund, og min mand, som jeg på det tidspunkt ikke engang havde været gift med i et helt år. Jeg var to år forinden blevet færdig med min uddannelse som pædagog, en karriere-vej i Danmark, jeg må indse ikke havde været den bedste beslutning, taget job-mulighederne i betragtning. Jeg havde været ude at arbejde, men aldrig noget fast i hele den periode. De nærmeste omkring mig begyndte at kunne mærke hvor meget situationen pressede mig, og hvor meget jeg kæmpede med at holde gejsten oppe. Værre blev det da jeg blev sendt ud i et rotations-projekt på en arbejdsplads, jeg i bakspejlet, aldrig skulle havde været på. Det gik endda så langt at min familie ville at gå til handling, hvis ikke min situation ændrede sig. For mig blev hullet bare dybere og mørkere. Ud over jobsituationen, skal det for ingen i dagpengesystemet, marginaliseres det pres og stress som følger af at være fanget i arbejdsløshed.
Nå, tilbage til stuen i Randers for et år siden. Min mand og jeg tog den aften en beslutning som skulle forandre hele vores liv, på meget kort tid. Jeg skulle begynde at søge arbejde i Norge. Det skal ikke forstås sådan at beslutningen blev drøftet og bestemt på den ene aften, tro mig, vi har brugt mange aftener på at diskuterer min situation. Men denne aften blev det alvor. Næste dag var min første ansøgning sendt, og jeg havde kontaktet et vikarbureau som havde kontakter i Norge. Her fra gik det stærkt. Fra min første ansøgning var sendt, havde jeg modtaget fire job-tilbud inden for 14 dage. Jeg kunne næsten ikke få et ben til jorden, for ikke at tale om at få pusten, efter job interviews på norsk over telefon, samt MANGE MANGE opkald til min mand, mine forældre, min søster og bror, for at holde dem opdateret på hele situationen. Mange beskeder blev fortalt MANGE gange. Men jeg skal bestemt ikke klage. For første gang i lang tid, kunne jeg mærke, helt nede i maven, glæden over at fortælle hvordan det gik. Men fire job-tilbud? Det er jo helt surrealistisk. I Danmark skal vi prise os lykkelige, hvis vi får ét tilbud. FIRE?? Pludselig var det mig der havde magten. Jeg havde jo forhandlingsgrundlag. Jeg skulle ikke bare takke ja til det første og bedste, men kunne begyndte at overveje hvad det lige præcis var jeg ville og hvor jeg ønskede at være. Jeg havde fået job-tilbud i både Nord-Norge og i og omkring Oslo. Jeg havde i mine overvejelser da jeg sendte ansøgningerne, haft to tanker omkring HVOR jeg ville arbejde. Hvis jeg nu fik et arbejde omkring Oslo, var det jo nemt både for mig og for min familie at komme frem og tilbage mellem Norge og Danmark. (Måske skal jeg her indskyde, at da min mand og jeg tog beslutningen om at jeg skulle søge i Norge, var vi begge klar over at jeg i første omgang skulle flytte alene). Den anden tanke omkring hvor jeg ville arbejde, var med øjnene rettet mod noget højere breddegrader, nemlig Nord-Norge. "Hvorfor så langt oppe?" blev jeg spurgt MANGE gange. Jo, jeg vidste jeg skulle flytte alene, og uanset om jeg var så tæt på som Oslo eller som så langt fra som i Vadsø 2200 km. væk, så ville jeg jo være alene og ikke have mulighed for at tage hjem hver og hver anden weekend. Så hvorfor ikke tage den oplevelse det kunne give at flytte herop? Eventyret i at flytte til et arktisk område der byder på mørke tid to måneder og sne langt over halvdelen af året, og midnatssol samt en natur uden sammenligning.
Jeg må også indrømme, at mine to valg var baseret på to forskellige grundlag. Det praktiske grundlag om Oslo og LYSTEN til at opleve Nord-Norge. Heldigvis var det lysten der til sidst vandt, og her sidder jeg i dag i Vadsø og skriver med glæde om mine oplevelser.
Men med denne beslutning kom en masse nye udfordringer. Finde lejlighed, købe møbler, arrangere rejse herop, pakke det meste af mit liv ned, få godkendt min uddannelse i Norge, pas med mit nye "gifte"-navn, pas til Nova... ja listen kunne fortsætte. Så det blev en hektisk sommer der resulterede i en MEGET lang køre tur, med én chauffør og én passager og én hund, samt de fleste af mine personlige ejendele pakket omhyggeligt ned i kasser og vakuumposer, for at få plads til så meget som mulig i bilen, der blev pakket til bristepunktet. Nu var det virkeligt. Vi kunne ikke længere undvige og sige at "der er længe til". Jeg skulle begynde at arbejde og skabe mig et liv heroppe... uden min mand. For han skulle efter cirka halv anden uge flyve hjem til Danmark igen, hvor vores kontakt skulle foregå over Skype. Det har sagtens kunne lade sig gøre, og heldigvis har han haft et arbejde der har tilladt at han i det sidste år sammenlagt har kunne tilbringe to måneder og arbejde heroppe fra. Men det ville være løgn at sige at det ikke også har givet sine udfordringer. Det er lang tid og en lang afstand at arbejde med. Vi har i den sidste tid snakket meget om hvad vores fremtid skulle bringe. Jeg vil rigtig gerne blive her og trives godt, men skulle jo gerne havde min mand herop for at alt falder på plads, og hvad hvis ikke det var muligt? Hvad gør vi så? Men det senarie blev heldigvis slet ikke aktuelt. Nu er situationen blevet således at Dan til 1. juli begynder på nyt arbejde med adresse i Vadsø. DAN FLYTTER HEROP!!! Efter lang tids søgen efter arbejde fra Dans side, skulle det lykkes. Så nu skal sommeren bruges på at pakke et hus ned i Danmark, samt at få pakket Dans liv i kasser og kufferter så vi igen får fælles adresse. Endnu et dansk liv flytter til Norge.
Jeg hedder Charlotte, og det her er mit liv.
"Har du ikke lyst til at arbejde?" "JO!", "jamen så må du da også være glad for det jobcenteret tilbyder i form af job rotation" - "naturligvis, men ikke på bekostning af mit psykiske velbefindende"
Nå, tilbage til stuen i Randers for et år siden. Min mand og jeg tog den aften en beslutning som skulle forandre hele vores liv, på meget kort tid. Jeg skulle begynde at søge arbejde i Norge. Det skal ikke forstås sådan at beslutningen blev drøftet og bestemt på den ene aften, tro mig, vi har brugt mange aftener på at diskuterer min situation. Men denne aften blev det alvor. Næste dag var min første ansøgning sendt, og jeg havde kontaktet et vikarbureau som havde kontakter i Norge. Her fra gik det stærkt. Fra min første ansøgning var sendt, havde jeg modtaget fire job-tilbud inden for 14 dage. Jeg kunne næsten ikke få et ben til jorden, for ikke at tale om at få pusten, efter job interviews på norsk over telefon, samt MANGE MANGE opkald til min mand, mine forældre, min søster og bror, for at holde dem opdateret på hele situationen. Mange beskeder blev fortalt MANGE gange. Men jeg skal bestemt ikke klage. For første gang i lang tid, kunne jeg mærke, helt nede i maven, glæden over at fortælle hvordan det gik. Men fire job-tilbud? Det er jo helt surrealistisk. I Danmark skal vi prise os lykkelige, hvis vi får ét tilbud. FIRE?? Pludselig var det mig der havde magten. Jeg havde jo forhandlingsgrundlag. Jeg skulle ikke bare takke ja til det første og bedste, men kunne begyndte at overveje hvad det lige præcis var jeg ville og hvor jeg ønskede at være. Jeg havde fået job-tilbud i både Nord-Norge og i og omkring Oslo. Jeg havde i mine overvejelser da jeg sendte ansøgningerne, haft to tanker omkring HVOR jeg ville arbejde. Hvis jeg nu fik et arbejde omkring Oslo, var det jo nemt både for mig og for min familie at komme frem og tilbage mellem Norge og Danmark. (Måske skal jeg her indskyde, at da min mand og jeg tog beslutningen om at jeg skulle søge i Norge, var vi begge klar over at jeg i første omgang skulle flytte alene). Den anden tanke omkring hvor jeg ville arbejde, var med øjnene rettet mod noget højere breddegrader, nemlig Nord-Norge. "Hvorfor så langt oppe?" blev jeg spurgt MANGE gange. Jo, jeg vidste jeg skulle flytte alene, og uanset om jeg var så tæt på som Oslo eller som så langt fra som i Vadsø 2200 km. væk, så ville jeg jo være alene og ikke have mulighed for at tage hjem hver og hver anden weekend. Så hvorfor ikke tage den oplevelse det kunne give at flytte herop? Eventyret i at flytte til et arktisk område der byder på mørke tid to måneder og sne langt over halvdelen af året, og midnatssol samt en natur uden sammenligning.
Jeg må også indrømme, at mine to valg var baseret på to forskellige grundlag. Det praktiske grundlag om Oslo og LYSTEN til at opleve Nord-Norge. Heldigvis var det lysten der til sidst vandt, og her sidder jeg i dag i Vadsø og skriver med glæde om mine oplevelser.
Men med denne beslutning kom en masse nye udfordringer. Finde lejlighed, købe møbler, arrangere rejse herop, pakke det meste af mit liv ned, få godkendt min uddannelse i Norge, pas med mit nye "gifte"-navn, pas til Nova... ja listen kunne fortsætte. Så det blev en hektisk sommer der resulterede i en MEGET lang køre tur, med én chauffør og én passager og én hund, samt de fleste af mine personlige ejendele pakket omhyggeligt ned i kasser og vakuumposer, for at få plads til så meget som mulig i bilen, der blev pakket til bristepunktet. Nu var det virkeligt. Vi kunne ikke længere undvige og sige at "der er længe til". Jeg skulle begynde at arbejde og skabe mig et liv heroppe... uden min mand. For han skulle efter cirka halv anden uge flyve hjem til Danmark igen, hvor vores kontakt skulle foregå over Skype. Det har sagtens kunne lade sig gøre, og heldigvis har han haft et arbejde der har tilladt at han i det sidste år sammenlagt har kunne tilbringe to måneder og arbejde heroppe fra. Men det ville være løgn at sige at det ikke også har givet sine udfordringer. Det er lang tid og en lang afstand at arbejde med. Vi har i den sidste tid snakket meget om hvad vores fremtid skulle bringe. Jeg vil rigtig gerne blive her og trives godt, men skulle jo gerne havde min mand herop for at alt falder på plads, og hvad hvis ikke det var muligt? Hvad gør vi så? Men det senarie blev heldigvis slet ikke aktuelt. Nu er situationen blevet således at Dan til 1. juli begynder på nyt arbejde med adresse i Vadsø. DAN FLYTTER HEROP!!! Efter lang tids søgen efter arbejde fra Dans side, skulle det lykkes. Så nu skal sommeren bruges på at pakke et hus ned i Danmark, samt at få pakket Dans liv i kasser og kufferter så vi igen får fælles adresse. Endnu et dansk liv flytter til Norge.
Jeg hedder Charlotte, og det her er mit liv.
lørdag den 17. maj 2014
Gratulerer med dagen, Norge...
Idag fejre Norge 200 år uafhængighed fra Danmark. Så traditionen tro har der hele landet over været 17. maj optog, med faner og musik. Også her Vadsø blev dagen markeret med maner. Mange af byen folk var mødt op ved Vadsø ungdomsskole, hvor optoget tog sit start. Jeg deltog mere som tilskuer, da jeg gerne have hele oplevelsen med, og tage lidt billeder.
Da denne 17. maj er en milepæl i Norges historie, med 200 år som selvstændig, skulle det naturligvis også markeres i børnehaven. Så de sidste to uger skulle bruges til at lære børnene om Norges historie og demokrati. Men da den ene af mine assistenter i sidste uge havde ferie og den anden var på kursus i to dage, ja, så hang denne opgave på mig. Komisk nok.. Men hvad vidste jeg helt ærligt om Norges grundlov og demokratiske opbygning. Not a thing, siger jeg bare.. Så der var ikke andet at gøre end at trække i arbejdstøjet og begynde at læse på lektien. Jeg havde en ide om at vise børnene deres plads i den demokratiske verden, som naturligvis starter med kong Harald og statsminister Erna Solberg. Så langt kunne jeg helt uden at snyde, men derfra skulle jeg virkelig til at lave research. Det tog os lidt over en uge at komme igennem alle ledene som endte med børnene. Billeder af alle i rækken blev sat op på væggen for at gøre det så synligt som muligt.
Den famøse række kom så til at de sådan ud:
- Kong Harald
- Statsminister Erna Solberg
- Kunskabsminister Torbjørn Røe Isaksen
- Kommunestyret med ordstyre Rolf Arne Hanssen
- Kommunal chef Kurt Schjølberg
- Maurtua Barnehage styre Toril Hanssen
- Pædagogisk leder Charlotte Lund
- Assistenter; Ine, Liv Hege og Ragnhild
- Børnene på Tussebua (min afdeling)
Jeps.. skal det gøres, skal det gøres ordentligt! End i mellem undervurderer vi vores børn. Vi tror de har brug for os til at skåne dem for det vi tænker for vanskeligt for deres små hoveder. Men jeg må sige jeg er blevet dybt imponeret. Hvor mange børn er det lige der ved hvem deres kundskabminister (i Danmark Undervisningsminister) er eller sidder hjemme ved middagsbordet og fortæller om kommunestyret som bestemmer i Vadsø. Jo jo.. De kan sagtens de dejlige børn. Med god tid og en måske lidt for engageret pædagog;-) kan man virkelig komme langt. I forbindelse med snakken om den demokratiske opbygning, faldt snakken også på det, at kongen er konge uanset hvad vi syntes. Og når han slutter med at være konge, så er det kronprinsen som er næst i rækken. Statsministeren der i mod, bliver valgt af voksne som stemmer. Hmm.. Hvordan får man så lige børn til at forstå konceptet "valg" og "stemme". Det er et så diffust emne, at for at synliggøre det så meget som muligt, arrangerede jeg et børne-valg på Tussebua. Vi skulle finde en statsminister og en regering. Her blev intet overladt til tilfældighederne. Afdelingen blev pyntet med guirlander i de norske farger, store flag på vægge og fra lofter samt en stemme boks. (som en voksen kommenterede da hun kom ind på afdelingen, "så skulle man ikke tro der var en dansk afdelingsleder på Tussebua" :-D)
Valget foregik således: først skulle børnene en og en fortælle sit navn for at blive registreret, så fik de en stemmeseddel med billeder af alle børnene. Så skulle de gå i stemmeboksen, hvor de skulle sætte deres kryds. Jeg fik stemmesedlen, hvorefter de fik en seddel hvorpå der stod "jeg har stemt til valg på Tussebua 2014". Det var fantastisk at se hvor meget børnene gik op i det. Især da stemmerne skulle tælles op. Jeg siger Jer, det var opløftende at se hvordan de hoppede fra deres plads når de fik en stemme, men også hvor vanskeligt det var for de som ikke fik. Da var det som om at hele mit arbejde med at lære dem om demokrati havde givet afkast, og pludselig gav mening. Rigtig dejlig oplevelse. Da vi havde fundet vores regering og statsminister, var det tid til at de skulle arbejde. Der skulle laves en grundlov for afdelingen, men ikke nok med det. De fik også et mindre beløb de kunne handle for, så der faldt snakken på langsigtede investeringer, og ikke is som kun kunne nydes en gang. Det har været en super spændende process, som jeg helt sikkert vil foreslå alle der arbejder med børn, at kaste sig ud i.
Nå, men tilbage til idag. At stå op til en dejlig solskinsdag, hvor graderne var helt oppe omkring 11, og se flagene flagre over hele byen, det var nu et smukt syn. Jeg tror ikke man kunne ønske sig bedre forhold til et optog. Nu er det første gang jeg har set et 17. maj optog, og sikke en stemning jeg blev mødt af. Musik og festklædte folk. Mange var i nationaldrager, som jeg virkelig syntes er en misundelig tradition de har i Norge. Børn i det fineste snit, med fløjter og rysler ( få udvalgte vil bedre kende dem som Kina-fold-ud-øv-paphorn :-) til at lave larm med.
Helt igennem dejlig måde at fejre Norge på. Jeg er rigtig glad for at jeg har fået lov til at opleve det.
Klik to gange her under for at se en lille smagsprøve på optoget..
mandag den 28. april 2014
Da lysene blev slukket
Jeg har altid set mig selv om en agtpågivende person. En som lægger mærke til det smukke, spændende, ja selv det trivielle omkring hende. Som vægtlægger hver følelse der følger med, for at kunne bevare det som et livligt minde, jeg for eftertiden vil kunne se tilbage på. Men ikke desto mindre skulle jeg gå halvt gennem byen før jeg opdagede at gade lygterne ikke var tændt, da jeg var ude at gå den anden aften. Jamen, tænkte jeg så, der er nok ikke så længe til nu, for det er begyndt at blive mørkt. Jeg så på klokken og til min overraskelse var klokken 00.30. Tja, så blev de nok ikke tændt. Det viser sig så, at gade lygterne nu ikke bliver tændt igen før til august, da nætterne efterhånden er så lyse at det ikke er nødvendigt.
Nå, men tilbage til sagen. Jeg har tidligere sagt at gå tur heroppe er det rene meditation, og tankerne let kan flyde. Men jeg mærker at efter mit sidste besøg har mine tanker været endnu længere væk. Mor og far rejste tilbage til Danmark for en uge siden, og efter en helt fantastisk ti dage, er jeg blevet mindet om hvor meget jeg savner at stille an for gæster. Jeg gør ganske vist det med venner heroppe også, men det er nu noget andet når det er familie. Jeg kan godt mærke at jeg er blevet mere opmærksom på det jeg har efterladt i Danmark, hyggen og samværet. Men omvendt har jeg fået så meget heroppe, som jeg, på nuværende tidspunkt, ikke vil kunne være for uden. Men jeg tror dog at det er sundt nok ind i mellem at blive mindet om hvad jeg er rejst fra.
Nå, slut med alt det sentimentale pladder. Tiden flyver og det er netop gået op for mig at der er flere ting jeg ikke har fået skrevet om her på bloggen. Blandt andet om Dans besøg heroppe, og vores tur til Finnmarks løbet. Men det må I have til gode, for nu gælder det mor og fars besøg :-D
Sikke en gensyns glæde de blev mødt af da vi kom hjem i lejligheden. Magen til komplet overgearet hun har jeg aldrig set. Hun rendte frem og tilbage mellem mor og far. Hun både peb og bjæffede, noget jeg aldrig har hørt hende gøre før, i den sammenhæng i hvert fald. Det skal dog siges at jeg tror hun ikke var den eneste der var glad for gensynet :-)
Dan spurgte lige inden vi skulle sove den første nat mor og far var her, om far var spændt på se det hele heroppe (mor er jo så heldig at have været her før :-) Ja, det tror jeg, var mit svar, jeg er i hvert fald ivrig for at vise det hele frem. Før vi lagde os var mig og far ude at gå en lille tur, ikke mere end en halv times tid, men jeg tror stort set ikke at min talestrøm stoppede mere end de få øjeblikke jeg måtte trække vejret, eller for at høre hvad far havde at fortælle. Man skulle tro jeg ikke var klar over at jeg havde mere end en dag til at få det hele fortalt. Ferien de havde heroppe, var lidt speciel, forstået på den måde at byen de oplevede var unaturlig stille. Nu påsken var kommet, så alle sit snit til at flygte til deres hytter, så vi havde helt ro, det meste af tiden.
Men hvad fik vi så tiden til at gå med?
Der blev også en tur tur til Finland, til byen Nuorgam (udtales Njorgam), eller som jeg har fundet ud af efterfølgende, i Sonja og Karsten tale; Nougatbyen :-) Her skulle der handles ind, da mange ting er meget billigere der. Og jeg må da også her i efterkant konstatere, at jeg må erhverve mig en større fryser som jeg kan fylde med kød fra Finland.
Ellers gik tiden mest med at se Vadsø, og vores flotte natur. Blandt andet fik vi set vores indvandrere monument, som mindes de indvandrere der kom til byen fra Finland og Rusland for mange år siden, og var med til at sikre byens overlevelse. Der blev endda tale om forsøg på at give Vadsø nye "kunstværker" at se på :-)
Alt i alt var det en helt utrolig ferie. Hyggelige gæster som jeg nød at have her. Jeg vil glæde mig til at de kommer igen. Hvilket jeg er sikker på de gør :-D
Abonner på:
Opslag (Atom)








